Io (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Io

Io, fotograferet af rumsonden Galileo

Opdaget

7. januar 1610, af Galileo Galilei og Simon Marius

Kredsløb om Jupiter

Afstand til Jupiter (massecenter) Min. 419 971 km Max. 423 429 km Halve storakse 421 700 km Halve lilleakse 421 696 km Excentricitet 0,0041 Siderisk omløbstid 1d 18t 27m 33,5s Synodisk periode — Omløbshastighed Gnsn. 62 402 km/t Min. 62 147 km/t Max. 62 662 km/t Banehældning 2,21° i fh. t. ekliptika 0,05° i fh. t. Jupiters ækv. Periapsisargument; ω — ° Opstigende knudes længde; Ω — °

Omgivelser

—

Fysiske egenskaber

Diameter 3631 – 3660 km Fladtrykthed — Overfladeareal 4,19·107 km² Rumfang 2,53·1010 km³ Masse 8,9319·1022 kg Massefylde 3528 kg/m³ Tyngdeacc. v. ovfl. 1,790 m/s² Undvigelseshast. v. ækv. 9360 km/t Rotationstid 1d 18t 27m 33,5s Aksehældning 0 ° Nordpolens rektascension — Nordpolens deklination — ° Magnetfelt Albedo 63 % Temperatur v. ovfl. Gnsn. -143 °C Min. -183 °C Max. 1727 °C

Atmosfære

Atmosfæretryk ~ 0 hPa Atmosfærens sammensætning Svovldioxid: 95%

Io er en af Jupiters måner, og sammen med de tre andre såkaldte galileiske måner Europa, Ganymedes og Callisto, en af de første Jupiter-måner der blev opdaget. Den har navn efter Io fra den græske mytologi; et navn der blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse. Dette navn vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Io som "Jupiter-I" (I som romertallet 1; Jupiters 1. måne talt "indefra").

Indholdsfortegnelse 1 Vulkanisme 2 Io i Jupiters magnetfelt 3 Ios indre 4 Ios landskab

[redigér] Vulkanisme

Io's overflade er den yngste i solsystemet, da den hele tiden fornys af udbrud af svovl og svovldioxid der udspyes fra de nogen hundrede vulkaner der er spredt rundt på hele kloden: På de blot fire måneder der gik mellem rumsonderne Voyager 1 og Voyager 2's passage af Jupiter og dens måner, havde vulkanaktiviteten forårsaget synlige ændringer i klodens udseende, og de samme sonder tog billeder af vulkanudbrud hvorunder udbrudsmaterialet blev slynget op til 300 kilometers højde over Io-landskabet. Og i februar 2001 indtraf det hidtil største, kendte vulkanudbrud i Solsystemet på Io.

Den almindeligt accepterede forklaring på denne intense vulkanaktivitet hænger sammen med den såkaldte Laplace-resonans der består mellem Ios, Europas og Ganymedes' omløbstider: På den tid hvor Io fuldfører 4 omløb om Jupiter, gennemfører Europa 2 og Ganymedes 1 omløb, så for hvert fjerde omløb ligger Io mellem Jupiter på den ene side, og Europa og Ganymedes på den anden side. De andre kloders tyngdefelter trækker så meget i Io, at denne "strækkes" med mere end 100 meter, men når Io igen kommer på afstand af Europa og Ganymedes, "falder" den tilbage til sin naturlige facon. Denne proces skaber den varme i Io der driver dens intense vulkanaktivitet.

[redigér] Io i Jupiters magnetfelt

Io bevæger sig rundt i Jupiters stærke magnetfelt, på tværs af feltlinierne, hvilket skaber en elektrisk strøm. Godt nok bidrager det mindre til Ios varme end Jupiters, Europas og Ganymedes' tidevandskræfter, men tilfører alligevel måske mere end en terawatt, ved en spænding på 400 kilovolt. Denne spænding river også ioniserede atomer væk fra Io, og på grund af Jupiters og dens magnetfelts højre omdrejningshastighed, "slæbes" disse løsrevne, elektrisk ladede partikler fremad "foran" Io langs dens bane, hvor de danner en ringformet zone af intens stråling langs Ios omløbsbane: Denne ring ses tydeligt på ultraviolette billeder af Jupiter.

Den intense stråling skaber desuden et lysfænomen i gasserne fra Ios vulkaner, der svarer til polarlys (nordlys) i Jordens atmosfære. Og ligesom aurora polaris på Jorden kan forstyrre radiokommunikation, skaber dette fænomen også kraftig radiostøj: Fra Jorden kan man måle hvordan radiostøjen fra Jupiter stiger når Io er synlig, og falder når Io set fra Jorden er skjult bag Jupiter.

[redigér] Ios indre

I modsætning til de fleste måner i det ydre Solsystem mener man, at Io i sin opbygning minder om de Jord-lignende planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, dvs. med en kerne af smeltede silikater. Nye data fra rumsonden Galileo tyder på at Io har en kerne af jern, evt. blandet med jernsulfid, med en radius på mindst 900 kilometer. Hvis det passer, kan man også forestille sig at Io kan have sit eget magnetfelt.

[redigér] Ios landskab

Io domineres af dens mange vulkaner, men der findes også "almindelige", ikke-vulkanske bjerge, talrige søer af smeltet svovl, flere kilometer dybe gamle indsunkne vulkaner, lange lavastrømme af smeltet svovl og silikater. Det er svovl og forskellige svovlforbindelser der giver Io dens spraglede mønstre af sort, rødt, gult og hvidt, og svovlet fra vulkanerne er også med til at give Io en omend ganske tynd atmosfære af svovldioxid.