Flandern

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Flandern er i snæver forstand den nordlige, nederlandsksprogede del af Belgien. Historisk set har navnet dog også været brugt i en bredere betydning, som også omfattede de sydlige dele af de nuværende Nederlande, specielt området ved Rhinens munding (Zeeland). Til Flandern hører tillægsordet flamsk, der også bruges som samlebetegnelse for de nederlandske dialekter, som tales i området. Befolkningen i Flandern betegnes som flamlændere.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Oldtid og tidlig middelalder 1.2 Grevskabet Flandern 1.3 Tabt uafhængighed

[redigér] Historie

Flandern betegnede i middelalderen landet mellem floderne Schelde og Somme-floden, der nu er tredelt mellem Holland, Belgien og Frankrig.

[redigér] Oldtid og tidlig middelalder

Da Julius Cæsar kom til Gallien, var landet beboet af det germanske folk menapierne samt de keltiske folk, morinerne og atrebaterne. I slutningen af den romerske kejsertid udgjorde det nuværende Flandern en del af provinsen Belgia secunda, men for øvrigt er dets ældste historie næsten ganske ukendt, og det romerske herredømme og dets kulturpåvirkninger forsvandt sporløst, da frankerne ved folkevandringernes begyndelse langsomt skød sig ind over landet. I merovingertiden kaldtes det pagus Mempiscus, og navnet Flandern dukkede først op samtidig med kristendommens indførelse i slutningen af 600-tallet som betegnelse for egnen omkring Brügge. Området havde lidt meget under normannernes plyndringer efter Karl den Stores død, og ved forliget i Verdun år 843 tilfaldt landet Karl den Skaldede. Han oprettede markgrevskabet Flandern, som han betroede til en kriger, Balduin Jernarm, der ægtede hans datter Judith. Fra de to nedstammer den senere flanderske greveslægt.

Balduin fik 864 grevskabet som arveligt len. Han formåede at holde normannerne borte, men efter hans død i 878 vendte de atter tilbage. I 900-tallet herskede en række grever, der skiftevis førte navnet Balduin eller Arnulf. Balduin 4. af Flandern (988—1036) bemægtigede sig Valenciennes og kom derved i trid med kejser Konrad 2. af Tyskland, men han var heldig i kampen og erhvervede nogle besiddelser i nærheden af Gent samt de zeelandske øer. Efter den tid skelner man mellem det egentlige Flandern, Kronflandern, der var et fransk len, og de erobrede områder, Rigsflandern, som greverne havde til len under det tysk-romerske rige.

[redigér] Grevskabet Flandern

Balduin 5. af Flandern (1036—1067) knyttede for en tid Hainaut til sine øvrige besiddelser gennem ægteskab, mens de zeelandske øer derimod gik tabt til greven af Holland. Sønnen Balduin 6. af Flandern (1067—1071) var gift med Richilde af Hainaut, men overlod ved sin død regeringen til sin broder Robert Friseren af Flandern (1071—1093), der overvandt Richilde ved Cassel i 1071 uden dog at kunne forhindre, at hendes søn tiltrådte regeringen i Hainaut. Roberts søn, Robert 2. af Flandern (1093—1111), deltog i det første korstog, hvor man tilbød ham Jerusalems krone, som han dog afslog. Hans søster, Edele, ægtede Knud den Hellige, og da sønnen Balduin 7. af Flandern døde barnløs i 1119, arvede deres søn Karl den Danske Flandern (1119—1127). Han holdt god orden i grevskabet og var en dygtig hersker, hvis ry bredte sig langt ud over landet.

Da Karl den Danske blev dræbt under et oprør i Brügge og ikke efterlod sig arvinger, fik kong Ludvig 6. af Frankrig borgerne til at støtte hans [[prætendent], Vilhelm af Normandiet. Da denne imidlertid ikke holdt sine store løfter, forlod byernes borgere hans sag, og Gent og Brügge valgte Didrik af Alsace til deres greve (1128—1168). Han blev efterfulgt af sønnen Filip af Flandern (1168—1191). Ved dennes død fik søsteren Margrete magten. Hun var gift med Bauduin af Hainaut, hvorved Hainaut og Flandern atter forenedes, og da Filip 2. August ville inddrage landet som et hjemfaldent len, blev hun tilgivet ved at afstå området ved det senere Artois. Med deres søn Balduin, der deltog i det fjerde korstog og blev valgt til kejser i Byzans, uddøde Balduin Jernarmens mandlige efterkommere i 1206. Filip August bemægtigede sig for en tid grevskabet, men lod sig dog bevæge til at give det tilbage til Balduins datter Johanne, mod at hun afstod Valenciennes til Frankrig. Da Johanne døde 1244, overtog hendes søster Margrete regeringen. De egentlige herrer var dog borgerne i byerne, som hun gav vidtrækkende privilegier.

Under den gamle greveslægt havde der efterhånden udviklet sig en virkelig flamsk nationalfølelse. Fyrsterne havde holdt adelen nede og beskyttet stæderne, og Flandern blev hurtigt Nordeuropas egentlige handelscentrum. Særlig var Brügge en blomstrende stad, og som sæde for Nordeuropas største pengemarked og et af hansestædernes kontorer blev byen den store omladningsplads for Østersøens og Middelhavets varer, især efter at den italienske handel fra 1318 var begyndt at gå søværts til Flandern. Landet var dog ikke blot modtagende, men også ydende, og dets tæpper og vævede uldstoffer var en eftertragtet handelsvare overalt i Europa. Borgerne og bønderne, der ligeledes nød en større frihed end der var almindeligt for perioden, havde været trofaste mod det gamle dynasti. Nu blev det afløst af en ny slægt, hvis politik ikke svarede til landets interesser, og hvis ridderlige hofliv og ødselhed stillede store krav til borgernes skattebetalinger. Intet under, at de lavere stænder derfor satte hårdt mod hårdt, og at Flanderns historie i den følgende tid var en vedvarende kamp mellem byerne og greven, der i reglen fik hjælp fra Frankrig.

Margrete overdrog ved sin død i 1280 sine lande mellem sine to sønner. Jean d'Avesnes af første ægteskab fik Hainaut, medens Flandern tilfaldt den yngre Gui de Dampierre. Denne kom snart i strid med højborgerskabets råd i Gent og Brügge, der klagede til Frankrig, mens greven opsagde Filip 4. den Smukke huldskab og troskab og sluttede forbund med Edvard 1. af England. Filip erobrede imidlertid landet, og Gui blev sat i fransk fangenskab i 1300. Det lavere borgerskab harmedes imidlertid over franskmændenes skatteinddrivelser. Under ledelse af Peter de Coninck dræbte de den fremmede garnison i Brügge og tilføjede den franske ridderhær et forsmædeligt nederlag ved Courtrai i 1302. Gui døde 1305, og Filip sluttede en hård fred med hans søn og efterfølger Robert de Béthune (1305—1320). Nu blev Flanderns territorium betydeligt indskrænket, men da byerne nægtede at anerkende den, kunne striden først betragtes som afsluttet i 1320. Den havde styrket borgerstyrets og lavenes, sag og gjort grevens magt næsten illusorisk. Borgerne i Brügge holdt endog i en periode Roberts søn, grev Ludvig af Nevers, fanget, men Filip 6. af Frankrig blandede sig i forholdene og genindsatte ham efter sejren ved Cassel 1328.

Under Hundredårskrigen mellem Frankrig og England var greven en tro tilhænger af Frankrig, mens borgerstanden var engelsksindet. England var det store marked, der forsynede dem med uld, og væverierne var stadig landets hovedindtægtskilde. Da greven havde beslaglagt engelske skibe, svarede Edvard 3. af England igen ved at forbyde udførsel af uld fra England. Det fik Gent, der nu havde afløst Brügge som den vigtigste by i Flandern, til at gøre oprør under ledelse af Jakob Artevelde i 1337. Borgerne krævede, at landet skulle holde sig neutralt, for at "ulden kunne komme ind i Flanderne". Greven måtte flygte til Frankrig, og Artevelde blev den egentlige regent, men da han nærmede sig England i højere grad, end mange fandt det fornuftigt, blev han dræbt under et opløb i 1345. Det følgende år faldt grev Ludvig af Nevers ved slaget ved Crécy, hvorpå byerne villigt hyldede hans søn Ludvig. Flandern tog ikke meget del i de ydre kampe i den følgende tid, men landet selv blev hærget af borgerkrig. Købmændene og den højere borgerstand søgte at fratage lavene deres magt, og by rasede mod by. Gent plyndrede således en mindre by, fordi dens borgere havde givet sig til at lave en type sort klæde, som genterne mente at have eneret på.

I slutningen af sin regering blev grev Ludvig fordrevet af folkepartiet, der lededes af Jakob Arteveldes søn Filip, men Karl 7. af Frankrig tog sig af hans sag og vandt en blodig sejr ved Rosebeeke, hvor Filip faldt i 1382. Året efter døde grev Ludvig, og Flandern tilfaldt Filip den Dristige af Burgund, der var gift med hans datter Margrete. Efter at byerne havde anerkendt den ny greve-hertug ved freden i Tournai i 1385, var landets historiske rolle stort set slut. Det blev et led i den store burgundiske magtbase, og det gik efterhånden tilbage med byernes vidtstrakte, kommunale selvstyre, omend ikke uden kamp. Handel og industri blomstrede imidlertid stadig, og i Hubert og Jan van Eycks værksted viste den nederlandske renæssance sine bedste arbejder. Landets og folkets rigdom var bekendt viden om, og ligesom man påstod, at Milano var det bedste hertugdømme, sådan sagde man, at Flandern var det bedste grevskab.

[redigér] Tabt uafhængighed

Da den burgundiske mandslinje uddøde med Karl den Dristige i 1477, gik Flandern over til hans datter Marie, der var gift med den senere tyske kejser Maximilian 1.. Derved blev landet knyttet til de øvrige habsburgske lande under Karl 5., og lensforholdet til Frankrig blev ophævet ved freden i Madrid i 1526. I 1548 blev Flanderne forenet med de 16 andre nederlandske provinser til den 10. såkaldte burgundiske kreds. Under den nederlandske frihedskrig sluttede Flandern sig en tid til de nordlige provinser, men blev vundet tilbage til det habsburgske Spanien af Alexander Farnese. Ved den westfalske fred i 1648 blev den nordligste del af landet afstået til Nederlandene, og ved Pyrenæerfreden i 1659 tabte man Artois til Frankrig. Disse tab af land blev videreført, da Ludvig 14. af Frankrig erhvervede en række grænsefæstninger ved de følgende fredsslutninger i Aachen, Nijmegen og Rijswick. I 1794 blev hele Flandern erobret sammen med de øvrige spanske nederlande af Jourdan, og landet blev forenet med revolutionstidens Frankrig under navn af henholdsvis departementerne Lys (Vestflandern) og Escaut (Østflandern). På Wienerkongressen i 1814 blev Flandern overdraget til Kongeriget Nederlandene, som det var en del af, indtil Belgien gjorde sig uafhængigt i 1830.