Lucius Annaeus Seneca

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Vestlig filosofi Romersk sølvalder
Pseudo Seneca, En buste som tradionelt blev kaldt Senecas, men som nu menes at forestille Hesiod.
Navn:	Lucius Annaeus Seneca
Født:	4 f.Kr.
Død:	65 e.Kr.
Skole/tradition:	Stoicisme

Lucius Annaeus Seneca (ca. 4. f.Kr. – 65 e.Kr.), også kendt som Seneca den yngre, Seneca philosophus, Seneca tragicus eller blot Seneca, var en romersk tragedieforfatter, stoisk filosof og statsmand, bl.a. kendt fra sit virke som kejser Neros lærer.

[redigér] Biografi

Seneca blev født i Cordoba, antagelig i år 4 f.Kr. Hans forældre var Seneca den ældre og Helvia. Han havde to brødre: storebroderen Novatus, senere kaldet Gallio, som på Paulus' tid var statholder i den romerske provins Achaea og er nævnt i Apostlenes Gerninger 18,12-17, og lillebroderen Mela, som blev far til digteren Lucan. Som ung kom Seneca til Rom, hvor han gjorde karriere som jurist, underviser og forfatter – hans tidlige værker er imidlertid gået tabt. Ret tidligt fik han en politisk rolle. I 41 e.Kr. blev Seneca sendt i eksil på Korsika efter anklage om hor med en søster til den afdøde kejser Caligula. Samme år mistede Seneca også sin eneste søn. I 49 blev Seneca hentet tilbage fra sit eksil af kejser Claudius' nye hustru Agrippina for at blive opdrager og lærer for hendes begavede tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero. Denne post bragte ham for alvor ind i politik og gav ham også en vis personlig indflydelse på Nero. Ved siden af dette virke levede han som velhavende godsejer uden for Rom.

Da Nero blev kejser i 54 fik Seneca status af amicus principis ("kejserens ven"), den fremmeste af kejserens rådgivere, og fungerede således som en slags førsteminister i samarbejde med prætorianergardens øverstkommanderende, Burrus. I de første fem år af Neros regering havde Seneca en vis succes med at hæmme den unge Neros voldsomme blodtørst, at trænge Agrippina tilbage og at undgå overgreb. I løbet af få år svækkedes hans indflydelse på Nero imidlertid; det forholdsvis humane første femår af Neros regering blev brat afbrudt, da han i 59 fik sin egen mor, Agrippina, slået ihjel. Seneca kunne ikke hindre stridigheder og mord inden for kejserfamilien, som han som regeringsmedlem var nødt til officielt at støtte. Stigende vanskeligheder med at forene rollen som humanistisk intellektuel med praktisk politik fik ham 62 til at trække sig tilbage til privatlivet og hellige sig sine studier og sit forfatterskab. Tre år efter anklagedes han (med rette eller urette) for deltagelse i sin nevø Lucans sammensværgelse mod Nero og blev tvunget til at begå selvmord. Hos historikeren Tacitus (Annales XV,60-64) er det meget teatralsk beskrevet, hvordan Seneca først skar sine håndled over, men blodet flød for langsomt, dernæst drak gift, men det virkede heller ikke, og til sidst sprang i et varmt bassin, hvori han kvaltes af dampen.

[redigér] Forfatterskab

Næst efter Cicero regnes Seneca for én af de største romerske stilister. Han var som filosof stoiker og opfordrer i sine skrifter til mildhed, mådehold og en afbalanceret holdning til tilværelsen. Hans menneskesyn er præget af humanisme, f.eks. regner han principielt slaver for medmennesker (Epistel 47). I forhold til ældre græske stoikere prøver han også på at gå på kompromis med de strenge filosofiske krav til mennesket. Han er da også senere blevet kritiseret for at være for blød og inkonsekvent i sin holdning, ligesom man har angrebet modsætningen mellem hans eget velhaverliv og hans asketiske synspunkter som dobbeltmoralsk.

Senecas skrifter er meget elegant skrevet med stor sans for stilistiske virkemidler. Blandt de væsentligste er han såkaldte dialogi, heriblandt Consolatio ad Marciam ("Trøsteskrift til Marcia", hans ældste bevarede værk), De tranquilitate animi ("Om sjælens havblik" eller "Om sindsro"), De Ira (”Om vrede”, hvori han opfatter vreden som en følge af overdreven optimisme) og De Brevitate Vitae (”Om livets korthed”, hvori mennesket opfordres til at udnytte sin tildelte tid bedst muligt med filosofi). Seneca skrev også 124 breve om moralske emner til Lucilius, som er oversat til dansk af den store Seneca-filolog Martin Clarentius Gertz. Et mere specielt værk er hans satire Apocolocyntosis divi Claudii ("Den guddommelige Claudius' græskarliggørelse") om den afdøde kejser Claudius.

En særlig interesse har stået om Senecas religiøse opfattelse, som har flere ligheder med kristendommen. Han opererer med et monoteistisk begreb (én-guds-opfattelsen), med udtryk som skyld og godhed og har i ældre tid været anset for hemmeligt kristen, en teori som er blevet afvist bl.a. med henvisning til hans accept af selvmord. Sandsynligvis skyldes ligheden de stoiske fællestræk.

Foruden som filosof virkede Seneca som dramatiker og har skrevet en række tragedier (de eneste bevarede fra det antikke Rom) med græske motiver. De er gennemgående præget af effekter og voldsomme optrin og vurderes i dag lavt, men har sandsynligvis påvirket engelsk renæssancedrama (f. eks. Shakespeares Hamlet), hvor man taler om en ”senecansk tragedie”.

I Danmark har Seneca i efterkrigstiden navnlig været ført frem af filosoffen Villy Sørensen som har udgivet værker om og af ham.

[redigér] Litteratur

• Villy Sørensen: Seneca. Humanisten ved Neros hof. Kbh. 1977 (nye udg. 1995 og 1999).

[redigér] Seneca-skrifter på dansk

• Tre Dialoger af Seneca. Udg. af M. Cl. Gertz. Kbh. 1873.
• Senecas Breve og andre skrifter til Lucilius. Skildringer fra den romerske Kejsertid. En Oldtidsfilosofs Tanker om Verden og Menneskelivet, bd. 1-2. Oversat af M. Cl. Gertz. Kbh. 1927.
• Om vrede. Om mildhed. Om sindsro. På dansk ved Villy Sørensen. Kbh. 1977 (ny udg. 1999).
• Om livets korthed. Kbh. 1997.
• Livsfilosofi. Udvalg af Senecas moralske breve. Udg. af Mogens Hindsberger. Kbh. 1980.

[redigér] Eksterne henvisninger

• http://www.kb.dk/elib/lit/classlat/seneca/epp/index.htm (Online-udgave af Seneca-breve, overs. af M. C. Gertz, 1927)