Jomfru Maria
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jomfru Maria er Jesu mor. Marias mand hed Josef.
I følge Det Nye Testamente modtog den unge kvinde Maria af en engel budskabet om at hun ved Helligånden skulle undfange en søn. Sønnen kaldte hun Jesus og han blev født i en krybbe i byen Bethlehem.
Maria og Josef fulgte barnet til Egypten.
Maria var tilstede ved korsfæstelsen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Jomfruen
Jomfrufødselen er et at de undere der beviser Kristus' guddommelige ophav og som teologisk understøtter den kristne opfattelse af Den treenige gud. I urkirken tillagdes fødselen ikke den store betydning, men i løbet af det 2. århundrede begynder de apokryfe skrifter at betone Marias jomfruelighed. Ved kirkemødet i 649 erklæredes hun for Gudsmoder, en opfattelse der befæstede synspunkterne fra Nikæiske koncil i 325, hvor problemet om Jesu guddommelighed blev diskuteret.
[redigér] Mariadyrkelsen og dens traditioner
Dyrkelsen af Maria har op i gennem historien antaget en større og større betydning, og hun er nok den helgen der er mest populær.
Næsten enhver katolsk kirke er indviet til en bestemt helgen, og dennes navnedag er kirkens festdag. Nu har kirkeåret et antal Maria-festdage; derfor er en Mariakirke indviet til en bestemt Mariafest (Marias ubesmittede undfangelse, Bebudelsen, Marias optagelse i himmelen, osv.).
Dette fører i folkelig fromhed let til at de troende taler om flere forskellige Mariaer (på italiensk således Maria Immacolata, Maria Annunciata, Maria Assunta) og derfor påkalder, ikke Maria i al almindelighed, men den specielle som de er vant til at støtte sig til.
Det er en fast regel at der i enhver katolsk kirke (uanset til hvem den er indviet) skal være et Mariabillede af anselig størrelse.
Dåb sker som bekendt i den Treenige Guds navn. At døbe i Marias navn er naturligvis utilstedeligt. Det højeste som man kan gøre er at give barnet navnet Maria. Dette forklarer navne som Carl Maria von Weber.
Under reformationen forkastedes Mariadyrkelsen af de ledende protestanter, Martin Luther, Jean Calvin og Ulrich Zwingli, men man fandt ikke grund til at gøre op med de grundlæggende dogmer. (Ingen synes at tage anstød af at Københavns Domkirke er Vor Frue Kirke.) Opfattelsen af Maria og af Jesu fødsel af en jomfru står derfor den dag i dag som et centralt element i kristendommen.
[redigér] Marias lovsang
En hel central Maria-tekst fra Bibelen er Marias lovsang (Luk 1,46-56), på engelsk kendt som Magnificat, fra den latinske version. Denne lovsang synger hun, efter at hun af sin slægtning Elisabeth har fået bekræftet den guddommelig undfangelse, der er sket inde i hende (Luk 1,26-45). Lovsang er en fast bestanddel i de liturgiske aftenbønner i mange kirkesamfund særlig i den katolske kirkes vesper.
Den starter med en lovprisning til Gud (v46-47), for at han har set til Maria hans ringe tjenerinde og gjort store ting mod hende (48-49). Ud af dette konkrete eksempel om Gud undergerning mod den ringe Maria, udleder hun en lære om Guds væsen. Gud er en hellig og barmhjertig Gud, som ydmyger de hovmodige og ophøjer de ringe, mætter de sultne og gør de rige tomhændede (v50-53). Dette er et yndet tema i evangelierne, særligt i Lukasevangeliet, hvor det svage fremstilles som det, Gud finder behag i, for netop i menneskers afmagt kan Guds almagt, barmhjertighed og kærlighed særligt komme til udtryk. Derved bliver Maria, som den ringe, unge og ukendte pige, en repræsentant og et symbol for de ringe, som Gud på grund af sin storhed, barmhjertig netop kan gøre store ting imod. Her trækker teksten for i øvrigt også på Hannahs lovsang, der er nedskrevet i Første Samuelsbog 2,1-10, hvor Hannah var uden børn og ringe, men som Gud gav et barn, der skulle blive en af Bibelens store profeter nemlig Samuel. Denne lovsang ligger uden tvivl som inspiration til Marias lovsang. Til sidst henviser Marias lovsang til, at Gud nu, ved at lade Jesus komme til jorden, har taget sig af Israel, vist dem barmhjertighed og holdt sit løfte til Abraham.
På grund af den sociale tone blev den engang i 80'erne forbudt af diktatorne i Guatemala.
[redigér] Jomfru Maria i kunsten
Den store rolle, som Maria har spillet i den kristne kirke, har afstedkommet en række faste motiver i billedkunsten. Både i den græsk-ortodokse og i den romersk-katolske kirke optræder madonnaen med barnet, Maria er også en fast person ved korsfæstelsesbillederne og med den nedtagne Jesus, en såkaldt Pieta. Desuden Bebudelsen ved engelen (Annunciata). I de protestantiske kirker er motiver med Maria meget sjældne, hvilket skyldes at Mariadyrkelsen i tiden efter reformationen blev et ikon på katolicismen og nok også fordi det stred imod den ikonoklastiske tendens i de reformerte kirker.
[redigér] Andre syn på jomfru Maria
[redigér] Islam
I Islam anerkendes jomfrufødslen også, men I Islam tror man ikke på Jesus som gud, men som en profet, men han har stadigvæk en høj status i Islam som den der havde et tæt forhold til Gud, og det samme gælder hans mor Miriam som Islam ser som en dydig og retskaffen kvinde, selv om hun ikke ligefrem bliver dyrket som i de kristne kirker.
[redigér] Rationalismen
Rationalister ser jomfrufødslen som en del af mytologiseringen af Jesus.
