Panamakanalen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Panamakanalen er en kanal, der gennemskærer Panamatangen i Panama. Den forbinder Atlanterhavet med Stillehavet.
I 1903 underskrev Panama en aftale med USA om, at USA skulle bygge Panamakanalen og administrere dén og et 80 km bredt område på hver side af kanalen, Panamakanalzonen. Kanalen byggedes med hjælp af ingeniørtropper fra USA's hær mellem 1904 og 1914.
I 1977 besluttedes det, at Panamakanalen i sin helhed skulle overgå til Panama den 31. december 1999.
Da Panamakanalens kapacitetsgrænse efterhånden nærmer sig, vedtog Panama ved en folkeafstemning den 22. oktober 2006 en storstilet udvidelse af kanalen med et større, tredje spor der vil fordoble passagens kapacitet. Prisen for udvidelsen forventes at blive 5,25 mia. dollar (ca. 31 mia. kr.), og den forventes færdig i 2015.
[redigér] Historie
Før bygningen af Panamakanalen var den hurtigste vej fra New York til Californien rundt om Kap Horn på sydspidsen af Sydamerika, en lang og farlig rejse med båd. Efter bygningen af Suez-kanalen i Egypten var franskmændene sikre på, at de nok engang kunne forbinde to verdenshave med hinanden. Ferdinand de Lesseps, som var ansvarlig for bygningen af Suez-kanalen, blev først kontaktet angående byggeriet af den nye kanal i Panama, og arbejdet begyndte 1. januar 1880. Tekniske problemer og høj dødelighed, blandt andet p.g.a. malaria, gul feber og andre tropesygdomme, tvang franskmændene til at opgive projektet.
USA's præsident, Theodore Roosevelt, var derimod sikker på, at amerikanerne kunne fuldføre projektet, og at kontrol over en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet kunne være af både militær og politisk betydning. Han fik som udgangspunkt tilladelse af Colombia (som Panama den gang var en del af) til at fortsætte byggeriet; men aftalen blev ikke ratificeret. Derfor skabte det problemer, da Roosevelt bestemte sig for at hjælpe Panamas løsrivelsesbevægelse til et frit Panama, hvad landet også blev 3. november 1903.
Colombia gjorde ikke særlig modstand, da USA kom til Panama med sine krigsskibe. USA hævdede på sin side, at det kun var militærøvelser. Som tak for hjælpen fik USA fuld kontrol over kanalzonen den 23. februar 1904 for $10 millioner.
Den amerikanske præsident Woodrow Wilson fuldførte den sidste sprængning af Gamboadiget den 10. oktober 1913, og kanalen var dermed færdig. Et stort antal vestindiske arbejdere havde arbejdet med kanalen, og det er anslået, at omkring 5.600 mennesker mistede livet under byggeriet.
[redigér] Dimensioner
Panamakanalen er 81 km lang. Den har to afdelinger med sluser på Stillehavssiden, Miraflores- og Pedro Miguel-sluserne, og en, Gatun-sluserne, på Atlanterhavssiden. Hvert slusekammer er 305 meter langt, 33,5 meter bredt og 26 meter dybt. Skibe, som skal gennem kanalen, kan ikke være mere end 294,13 meter lange og 32,31 meter brede, og største dybgang er 12,04 meter (tropisk ferskvand).
Kanalen har to løb sådan, at der kan gå skibe i begge retninger samtidig. Højdeforskellen fra havet til Gatunsøen er 26 meter. Der blev fjernet 14 gange mere masse, da Panamakanalen blev bygget, end ved byggeriet af Suez-kanalen.
På den atlantiske side har sluserne massive stålporte, som er 21 meter høje og vejer 745 ton hver; men de er alligevel så godt afbalancerede, at det kun kræver en 40 hk (30 kW) motor for at åbne og lukke dem. På Stillehavssiden, som kaldes Miraflores, er vandstanden 24 cm højere og har meget større tidevandsforskelle.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
