Wienerkongressen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Wienerkongressen er betegnelsen for Fredskongressen i Wien 1814-1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene. Retningslinjer for Wienerkongressen var at genoprette den ligevægt, som var herskende før den franske revolution og at skabe garantier mod fremtidige franske erobringer. Den var det indtil da mest omfattende stormagtsmøde for at skabe orden efter en storkrig.
Wienerkongressen var ledet af den østrigske udenrigsminister Fyrst Metternich. Blandt deltagerne var desuden Ruslands zar Alexander 1., Preussens udenrigsminister Hardenberg, Frankrigs udenrigsminister Talleyrand og de to engelske repræsentanter udenrigsminister Castlereagh og hertugen af Wellington. Også de mindre stater var repræsenterede, f. eks. Danmark med Frederik 6., men uden større indflydelse.
Hovedproblemet for kongressen blev genoprettelse af grænserne. Et stridspunkt blev Polen, som zaren ønskede genoprettet som russisk lydstat med preussiske landtilskud, hvilket førte til, at Preussen krævede Sachsen som erstatning. Kravet blev imødegået af Metternich og vestmagterne og var nær ved at føre til sprængning, men endte med et kompromis, der lod Preussen få store dele af Sachsen, som dog overlevede. Krisen var tæt på at blive udnyttet af Frankrig til et fransk-engelsk-østrigsk samarbejde, men disse perspektiver ødelagdes ved Napoleons midlertidige genkomst marts-juni 1815.
Det tysk-romerske rige genoprettedes ikke, men erstattedes af det Tyske forbund uden noget statsoverhoved. Det østrigske herredømme i Italien genskabtes ligesom styreformerne i de uafhængige stater. Holland anerkendtes som kongedømme og blev udvidet med det senereBelgien. Schweiz' neutralitet godkendtes af alle. Af mere uforpligtende karakter var nogle hensigtserklæringer om folkenes rettigheder og en fordømmelse af slavehandelen.
Wienerkongressens bestemmelser angav i hovedsagen rammerne for det 19. århundredes Europa og tiden helt frem til Versailles-freden 1919. Nationale opstande og samlinger (Italien, Tyskland) nedbrød dog undervejs flere af bestemmelserne.
 De danske og svenske bytninger. I lysegrønt; Finland bliver erobret af Rusland i 1809. I gult; i 1814 bliver Norge opgivet til Sverige, mens Danmark overtager Sveriges besiddelse i Nordtyskland, i 1815 gives disse besiddelser til Preussen, som overdrager hertugdømmet Lauenburg til Danmark. |
 Omlægningen af de europæiske grænser efter Wienerkongressen 1814-15. Engelsk tekst på kortet. |
[redigér] Bytning af territorier
Flere lande oplevede bytning af territorier eller blev helt opslugt af andre lande.
- Danmark blev tvunget til at opgive Norge, mod til gengæld at overtage Svensk Pommern. Dette blev næsten øjeblikkeligt solgt af Danmark til Prøjsen. Til gengæld fik Danmark et større pengebeløb samt Hertugdømmet Lauenburg, og Prøjsen overtog områderne i Pommern.
- Sverige mistede Finland til Rusland i 1809, men blev senere lovet Norge som kompensation.
- Slavehandel blev formelt fordømt og forbudt.
Kilder/henvisninger
