Fastelavn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fastelavn, som også kaldes Karneval, er en forårsfest med mange forgreninger, og med en historie der kan spores tilbage til romerne og det gamle Ægypten og måske længere. Fastelavnssøndag falder 49 dage før påskesøndag. Fastelavn er opkaldt efter den katolske faste, der fulgte efter. Den katolske faste forbyder indtagelse af kød, dog ikke fisk, og varer 40 dage.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
Ordet fastelavn stammer fra det plattyske Fastelovend eller Fastnacht, der betyder aftenen før fasten, og er det samme som ordet karneval, der dog har udgangspunkt i carne vale, som på latin betyder farvel til kødet.
Allerede før vor tidsregning var det almindeligt, at man i alle folkeslag af og til klædte sig ud og holdt fester. Den gamle tradition med at klæde sig ud blev en del af denne fest, men da det også minder om den ægyptiske carrus navalis, har man muligvis brugt navnet karneval for at få folk med på denne nye kristne skik. Ved det kirkelige koncil i Nikæa i 325 blev det vedtaget, hvornår påsken skulle ligge. Ved koncilet år 600 vedtog man, at der skulle være 40 dages faste før påsken, og i år 1091 at man ikke skulle faste på de 6 søndage. Før fasten ville man feste.
[redigér] Fastelavn i Danmark
Fastelavn bredte sig fra de katolske egne, og vi fik det formodentlig før reformationen fra tyske håndværkere. Tidligere tiders fastelavnsfester kunne gå voldsomt til. På Amager rev man halsen af en ophængt gås og slog katten af tønden, vel at mærke en levende kat.
Den symbolske 'pisken med ris' tilskriver man mindet om Frelseren selv, der blev pisket. Fra gammel tid mente man, at den som slår, bringer lykke.
Efter Reformationen forsøgte man i 1536 - uden held - at afskaffe fastelavnsfesten.
Fastelavn efterfølges af fede eller hvide tirsdag, på hvilken man spiste hvedebrød og mad med mælk og Askeonsdag, på hvilken man fik syndsforladelse ved at blive overdrysset med aske, inden man trådte ind i kirken. Denne dag markerer samtidig den reelle begyndelse for fasten.
Fastelavnssøndag kaldes også quinquagesima fra det latinske quinquagesimus der betyder halvtreds, hvilket henfører til, at det er 50 dage før påskedag.
[redigér] Slå katten af tønden
Det har været en udbredt folketro, at en by kunne slippe for pest, hvis en kat blev slået ihjel. Derfor har man siden middelalderen ombragt katte i hele Europa ved fastelavn.
Man mener, at det netop var en kat, det gik ud over i tønden, fordi den var månens listige, hellige dyr, der så skulle ofres inden lysere tider.
Franskmændene smed de levende katte ind i Sankt Hans-bålet, mens tyskerne smed dem i det bål, man brændte ved påsketid. Eller også hev man dem ud fra et kirketårn.
I Danmark stoppede man kattene i en tønde og slog på den, indtil den gik i stykker. Hvorefter børnene kunne prygle katten ihjel med kæppe og kviste.
Tøndeslagningen stammer oprindeligt fra gamle dødsritualer, hvor man slog potter i stykker, for at den døde ikke skulle gå igen.
Det siges at være pastor Holm i Tved på Mols, der i 1830'erne fik standset denne skik med katten i tønden.
[redigér] Tikøb
I Tikøb har man et fastelavnsoptog hvert år, som minder lidt om fastelavnsoptogene i f.eks. Tyskland, selv om det er tydeligt, at der ikke er lige så mange mennesker involveret[1].
[redigér] Veksø
Veksø har en fastelavnsklub[2], som også laver fastelavnsoptog.
[redigér] Vanløse
De seneste par år har der været tradition for at have et stort anlagt fastelavnsoptog i Vanløse[3] i weekenden op til fastelavns mandag.
[redigér] Fastelavn er mit navn
Raslen, hvor udklædte børn går omkring og synger Fastelavn er mit navn eller lignende sange, er også en fastelavnstradition.
[redigér] Fastelavnsris
Fastelavnsriset, et ris (bundt) af friske birkegrene (eller andre grene), pyntet med udklippede figurer, bruges om morgenen fastelavnssøndag til at vække forældre.
[redigér] Karneval i Danmark
Inspireret af karneval i Brasilien har og der været flere karnevaler i Danmark, se bl.a. Karneval i København, Aalborg Karneval og Assens Karneval.
Foto af [4],Bafo do Mundo ved Københavns karneval 2005
[redigér] Fastelavn / Karneval i udlandet
I stort set hele det katolske Europa fejrer man i dag Fastnacht, Fastelovend, Fasching, Karneval, Carnival, Carnavale eller en tilsvarende fest, og i sydstaterne i USA har festen fået navnet Mardi Gras, der betyder fede tirsdag, som er dagen før fasten.
[redigér] Tyskland, Rhinlandet
I store dele af Tyskland men mest i Rhinlandet (Düsseldorf, Köln, Bonn området) har man meget store fastelavnstraditioner[5]. Man begynder så småt den 11. november året før og har lidt hele tiden indtil askeonsdag, og det hele kulminerer i de 3-6 dage før askeonsdag i store optog over det hele, en masse lokale traditioner, og en masse underholdning, som ofte foregår på den lokale plattyske dialekt, som nok er mere beslægtet med hollandsk og fransk end med rigstysk.
[redigér] Schweiz
I Schweiz er fastelavn lidt nedtonet, da byerne ofte er calvinistiske og ser ned på den slags fester, mens landområderne i højere grad er katolske. Hvis man går ud i de meget små byer omkring fastelavnstid vil man dog se, at de lokale stadigvæk bevarer traditionerne, har fastelavnsoptog og lignende.
[redigér] Brasilien
Det var bl.a. portugisere, som tog karnevaltraditionen med til Brasilien i slutningen af 1800-tallet, og hvor det, blandet med de indfødtes fester i 1921 udviklede sig til bl.a. det karneval, man nu fejrer der. Karnevalet i Brasilien består af rigtig mange lokale traditioner, men mest kendt er nok deres Samba karneval i Rio de Janeiro. Karnevalet i Rio har flere sider.
En konkurrence mellem sambaskolerne, de er inddelt i divisioner, lige som fodbold og samtidigt som melodi grand prix, og super ligaen er det, der vises klip af i tv her hjemme.
"blocoer" som er grupper der mødes på et gadehjørne en aftalt dag for at spiller og danse samba, hvor alle kan købe en billet "som regel en t-shirt", lige som der laver falsterlavn fester herhjemme f.eks., her er det så for dem der vil deltager, og de store hoteller laver kostyner konkurrencer.
[redigér] Referencer
- ↑ Fastelavn i Tikøb
- ↑ Veksø Fastelavnsklub
- ↑ Fastelavnsoptog i Vanløse
- ↑ Sambaskolen Bafo do Mundo
- ↑ Karneval i Köln (på tysk)