Jødedom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).


Religion
Abrahamitiske religioner
jødedom - islam
kristendom Denne artikel er del af serien Jødedom
Skrifter
Tora · Tanakh · Mishna Talmud · Jerushalmi · Bavli Mishné Tora · Moré Nevukhim Shulchan Arukh · Mappa Sefer Jetzira · Bahir · Zohar Haggada · Siddur
Mærkedage
det jødiske år pesach · shavuot tisha beav · selichot rosh hashaná yom kippur sukkot · sheminí atzeret simchat Tora · chanukka tu bishvat · purim
Livscyklus
brit milah pidjon habbén zeved habbát bar mitzva · bat mitzva
Gudstjeneste og bøn
Templet i Jerusalem synagoge · minjan Modé ani · Shemá Jisrael toralæsning · Kaddish Amida · præstesigningen Kiddush · Birkat hammazon
Rituelle hverv
Rabbiner · Chazzan · Dajan Gabbaj · Sofer · Sjochet
Dagligt liv
halakha · bet din mad · kashrut · schæchtning mikvé · tevila · shabbat tallit · tefillin
Teologiske retninger
samaritansk · karaitisk ortodoks · kabbala · chasidisk konservativ · reform rekonstruktionistisk renewal · humanistisk
Geografiske inddelinger
sefardisk · ashkenazisk italkisk (bené Roma) romaniotisk mizrahisk · yemenitisk Beta Esrael (etiopisk) Bene Israel (indisk) Jøder i Danmark

Jødedommen er det jødiske folks traditionelle religion og kultur og den ældste af de store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst den jødiske bibel, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker, heraf flest i USA (ca. 6 mio.) og Israel (ca. 5 mio.). I Danmark bor ca. 7.000 jøder. Kristendom, islam og en række andre religioner sporer alle deres forhistorie tilbage til jødedommen.

[redigér] Grundtræk

Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan, at der kun er én Gud, som alene er tilbedelse værdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig, og har åbenbaret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske helligskrifter, i hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med en serie på 613 påbud og forbud, de såkaldte mitzvot, hvis overholdelse er centralt i jødisk religion. Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske helligskrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lign.

Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne, forsamlingshuse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sabbat. En ligeledes central rolle spilles af rabbinere, religiøse lærde uddannede i jødisk tradition og lov, der ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.

Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud, som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk - og Gud selv. Selve omskærngen foretages af en særlig uddannet lægmand (mohel) og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om, at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.

Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (chuppah), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster, som bruges i den kristne kirke. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige, der bestyrer menighedens liv.

[redigér] Helligdage

De jødiske fester og helligdage (haggim) tager som regel udgangspunkt i centrale begivenheder i det jødiske folks historie.

[redigér] Sabbat

Den vigtigste helligdag i jødedommen er sabbatten; en ugentlig helligdag, der fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Tager som sit forbillede beretningen fra 1. Mosebog, hvor Gud efter på seks dage at have arbejdet med at skabe verden, hvilte på syvendedagen. Sabbatten tjener således som en hviledag, der samler hele familien, og hvor det ikke er tilladt at arbejde. Sabbatten er foreskrevet i de ti bud.

[redigér] Pesach

En af de vigtigste fester i jødedommen er Pesach, tilsvarende den kristne påske. Pesach fejres til minde om udfrielsen fra slaveriet i Ægypten og kaldes også "De usyrede brøds fest", fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen. Huset renses omhyggeligt for alt syret (gæret) og alt husgeråd, der har været i berøring med syrede fødevarer, erstattes af særligt Pesach-service. Højtidens centrale begivenhed er seder, et fællesmåltid, der afholdes på festens første aften, hvor der spises en række traditionelle retter, der symbolsk knytter an til flugten fra Ægypten.

[redigér] Sukkot

Sukkot eller løvhyttefesten ihukommer israelitternes vandring gennem ørkenen efter flugten fra Ægypten og falder sammen med frugthøsten. Sukkot fejres ved, at man konstruerer små hytter, der dekoreres med frugt og grøntsager. I disse hytter spiser og sover man de syv dage, festivalen varer.

[redigér] Rosh Hashanah

Rosh Hashanah betyder "årets begyndelse (egtl. hoved)" og fejres som det jødiske nytår, omend højtiden falder på den syvende måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder dertil de såkaldte bodsdage, ti dage, der varer indtil Yom Kippur, under hvilken folk opfordres til at undskylde over for folk, de har gjort uret.

[redigér] Yom Kippur

Forsoningsdagen Yom Kippur var i førkristen tid den ene dag om året, hvor den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste rum for udføre et ritual, der skulle skaffe hele det jødiske folk soning for deres synder. I moderne jødedom er dagen helliget bøn, faste og bodsgerninger centreret om renselse og Guds nåde. Yom Kippur er således kulminationen på bodsdagene og regnes ofte for den mest betydningsfulde enkeltstående helligdag.

En opslået torah-rulle i en synagoge.

[redigér] Historie

Den babylonske konge Nebukadnesar erobrede Juda i 586 fvt., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Dette "babyloniske fangenskab" varede indtil 536 fvt., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem. I denne centrale periode tog den jødiske religion, som den traditionelt kendes, form.

Tidligere var JHVH blot én national gud blandt mange, og folk og fyrster havde dyrket andre guder. Monoteismen, forestillingen om JHVH som den eneste gud, blev især udviklet af "den anden Esajas", den anonyme forfatter til Esajas' Bog 40-66. Fra det tidspunkt var den mosaiske tro, jødedommen, grundlagt.