Pave Johannes Paul 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Karol Józef Wojtyła, bedre kendt som pave Johannes Paul 2. (18. maj 1920--2. april 2005). Han var pave fra oktober 1978, da han blev valgt af konklavet. Johannes Paul var født i Wadowice, der er en lille landsby 50 kilometer uden for Kraków. Han var den anden af to sønner af Karol Wojtyła og Emilia Kaczorowska. Hans mor døde i 1929. Hans ældre bror Edmund, der var læge, døde i 1932, mens hans far, som var officer, døde i 1941.

Johannes Paul 2. var den første ikke-italiener i 455 år til at blive valgt som pave. Han blev udnævnt til ærkebiskop af Krakow af pave Paul 6. i 1964, og han blev kardinal i 1967.

Johannes Paul 2. var den første pave nogensinde, som undskyldte for de mange ugerninger, som den katolske kirke har gjort igennem dens 2000 års historie, bl.a. hekseforfølgelserne og undertrykkelse af videnskaben. Han udvidede også adgangen til Vatikanets store bibliotek Vatikanets hemmelige arkiver. Andre fortrolige dokumenter bliver dog stadigvæk holdt lukket for offentligheden, da arkiver kun åbnes til 1922. En undtagelse er de dele af de hemmelige arkiver, som vedrører Tyskland i perioden 1922-39, som paven gav adgang til i 2002 for forskere.

13. maj 1981, før den ugenlige onsdagsaudiens på Peterspladsen, kørte paven rundt i en åben bil på pladsen for at møde folket. Tyrkeren Mehmet Ali Agca løsnede flere skud mod paven, som efterfølgende blev kørt til Gemelli-kliniken i kritisk tilstand. Hans gode fysik reddede ham, og allerede 3. juni samme år var han tilbage i Vatikanet. Efter et halvt års tid var han i fuldt arbejde, men hans helbred blev aldrig helt det samme igen.

Paven selv mente at Jomfru Maria hindrede kuglerne i at træffe vitale organer, og han har derfor placeret den ene kugle som traf ham i kronen til Mariastatuen i Fatima (attentatet skete på festdagen for Vor Frue af Fatima), og den anden i kronen til Den sorte Madonna i Czestochowa.

I de sidste år af sit liv var Johannes Paul 2.s helbred svækket af Parkinsons sygdom. I 2001 blev diagnosen bekræftet offentligt af en læge, og i 2003 bekræftede Vatikanet diagnosen. I februar 2005 blev han to gange indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom og behandlet for vejrtrækningsproblemer i forbindelse med influenza. Ved den sidste indlæggelse 24. februar fik han udført en tracheotomi. Få dage før Johannes Paul 2.s død stødte en urinvejsinfektion til, og næsten alle hans organer svigtede i den sidste tid, mens han gled ind og ud af bevidstheden.

Johannes Paul 2. er begravet i krypten i Peterskirken i Vatikanet.

[redigér] Tidligt liv

Han blev født i den lille industriby Wadowice, omkring fem mil sydvest for Kraków i Polen. Byen, som dengang havde ca. 9.000 indbyggere, lå i et område som tidligere havde været østrigsk. Hans far havde under første verdenskrig vært løjtnant i den kejserlige østrigske hær. Efter krigen gik han ind i den genoprettede polske hær, der arbejde han med administrative opgaver. Han blev tidlig pensioneret, og familien havde derfor trange økonomiske kår. Moderen, Emilia (født Kaczorowska), var syerske, men led af en nyresygdom og døde i barselseng 13. april 1929, 45 år gammel. Pigen hun ventede var dødfødt. 5. december 1932 døde Karols 14 år ældre bror Edmund af skarlagensfeber. Dermed var faren og Karol alene med hinanden.

Karol som 12-årig

Karol begyndte på den lokale folkeskole i september 1926. Som ti-årig blev han sendt til et offentligt gymnasium. Han markerede sig som en dygtig elev, både i teoretiske fag og i idræt. Specielt sprog og litteratur var hans yndlingsfag. Hans passion for drama førte til at han blev spået en fremtid som skuespiller. Fysisk aktivitet var også vigtig, særligt fodbold, svømning og padling, og senere i livet også bjergklatring og langrend.

Han gik til messe hver morgen og gjorde tjeneste som ministrant i lighed med ret mange andre drenge i byen. I 1938 blev han konfirmeret og tog sin afgangseksamen fra gymnasiet. Han flyttede sammen med faderen til Krakow og begyndte at studere ved det jagellonske universitet (UJ). Det er Europas næst ældste universitet, efter Prahas, grundlagt i 1364; den mest berømte student derfra er Kopernikus. Karol studerede polsk sprog, litteratur og filosofi. I fritiden deltog han blandt andet i dramakurser og skrev poesi. I 1939 kom han med i studenterteatret «Studio 38».

[redigér] Besættelsestiden

Tyske styrker rykkede ind i Polen 1. september 1939, og Krakow faldt 6. september. Den 17. september rykkede også sovjetiske styrker ind i landet, og indtog den østlige del. Polske intellektuelle blev betragtede som potentielle uromagere, og professorerne ved universitetet blev deporteret - de fleste til koncentrationslejren Sachsenhausen - mens studenterne blev udkommanderet til forskelligt arbejde. Karol blev først sendt til et kalkstensbrud, der hørte til den kemiske fabrik Solvay i Zakrzówek uden for Krakow, og fra foråret 1942 arbejdede han i vandrensningsafdelingen i Solvays sodafabrik i Borek Falecki i Krakow. Mange af hans senere digte er inspireret af hans oplevelser fra den tid. Mange af studenterne havde problemer med at klare det tunge arbejde, og blev derfor sendt til koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau. Takket være hans aktive livsførelse før krigsudbruddet var Karol stærk og klarede sig dermed uden om dødslejrene. 18. februar 1941 døde hans far, noget som mærkede ham dybt.

I august 1941 lod han sin ven Mieczyslaw Kotlarczyk, en tidligere tysklærer, og hans kone flytte ind i sit hjem, efter at de var blevet fordrevet fra deres eget hjem af nazisterne. De grundlagde den 1. november 1941 Teatr Rapsodyczny (Rapsoditeatret), som de arbejdede med indtil 1944. Formålet var at bevare kulturlivet under besættelsen. Karol fortsatte sine studier i hemmelighed og var på den tid også forelsket i en ung pige.

Under besættelsen mødte han også Jan Tyranowski, en skrædder som var begyndt at samle unge mennesker i en bedegruppe. Karols interesse for religion voksede, og han begyndte at studere blandt andet karmeliten Skt. Johannes af Korset, en spansk mystiker og digter fra det 16. århundrede. Senere skrev han en doktorafhandling om Johannes. Det var i den forbindelse, at han først begyndte at føle kald til at blive præst.