Static Wikipedia February 2008 (no images)

aa - ab - af - ak - als - am - an - ang - ar - arc - as - ast - av - ay - az - ba - bar - bat_smg - bcl - be - be_x_old - bg - bh - bi - bm - bn - bo - bpy - br - bs - bug - bxr - ca - cbk_zam - cdo - ce - ceb - ch - cho - chr - chy - co - cr - crh - cs - csb - cu - cv - cy - da - de - diq - dsb - dv - dz - ee - el - eml - en - eo - es - et - eu - ext - fa - ff - fi - fiu_vro - fj - fo - fr - frp - fur - fy - ga - gan - gd - gl - glk - gn - got - gu - gv - ha - hak - haw - he - hi - hif - ho - hr - hsb - ht - hu - hy - hz - ia - id - ie - ig - ii - ik - ilo - io - is - it - iu - ja - jbo - jv - ka - kaa - kab - kg - ki - kj - kk - kl - km - kn - ko - kr - ks - ksh - ku - kv - kw - ky - la - lad - lb - lbe - lg - li - lij - lmo - ln - lo - lt - lv - map_bms - mdf - mg - mh - mi - mk - ml - mn - mo - mr - mt - mus - my - myv - mzn - na - nah - nap - nds - nds_nl - ne - new - ng - nl - nn - no - nov - nrm - nv - ny - oc - om - or - os - pa - pag - pam - pap - pdc - pi - pih - pl - pms - ps - pt - qu - quality - rm - rmy - rn - ro - roa_rup - roa_tara - ru - rw - sa - sah - sc - scn - sco - sd - se - sg - sh - si - simple - sk - sl - sm - sn - so - sr - srn - ss - st - stq - su - sv - sw - szl - ta - te - tet - tg - th - ti - tk - tl - tlh - tn - to - tpi - tr - ts - tt - tum - tw - ty - udm - ug - uk - ur - uz - ve - vec - vi - vls - vo - wa - war - wo - wuu - xal - xh - yi - yo - za - zea - zh - zh_classical - zh_min_nan - zh_yue - zu

Web Analytics
Cookie Policy Terms and Conditions Stat - Wikipedia, den frie encyklopædi

Stat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En stat er en organisation med egen regering, der har suverænitet over et geografisk mere eller mindre afgrænset område.

Staten er et ofte anvendt udtryk for hele regeringsapparatet, men kan også adskilles herfra, idet regeringen og dens embedsmænd hele tiden skiftes ud, mens staten består. Ifølge sociologen Max Weber kan staten defineres som dén organisation, der i "et menneskeligt samfund succesfuldt gør krav på at have monopol på udøvelsen af legitim vold".

"Stat" forveksles ofte med "samfund", men hvor "samfundet" betegner den gruppe mennesker, der lever i det ovennævnte område, så er staten den enhed, der udøver magt på vegne af kollektivet.


Indholdsfortegnelse

[redigér] Statsdannelser

I den løbende debat hersker der en del forvirring om begreberne stat, delstat, nationalstat, statsforbund, forbundsstat, helstat, rige, land og nation. I den efterfølgende artikel skal det igennem definitioner og eksempler klargøres, hvad de forskellige begreber henviser eller kan henvise til.

Begrebet om staten bør først adskilles fra 'nationen', hvor det sidste udelukkende refererer til folket og folkets kultur. Således kan det være, at kurderne fx udgør en nation, selvom de endnu ikke har deres egen stat (Kurdistan). 'Nationalstaten' betegner derimod sammenfaldet af nation og stat (en omstændighed, der ofte giver de bedste betingelser for nationalismen). Se mere nedenfor.

Mht. 'rige' og 'land' bruges disse af og til synonym med enten nation eller stat. I Tyskland bruges ordet Land (plur. Länder) egentlig som en betegnelse for delstaterne. Mere specifikt kan 'land' betegne både staten og statens territorium, og 'rige' både statens territorium og territoriets befolkning (som kan udgøre én eller flere nationer og/eller grupperinger).

[redigér] Statsforbund og forbundsstater

En stat kan være en sammenslutning af delstater i en forbundsstat med adskillige fælles funktioner såsom forsvar og udenrigspolitik. Derfor må en forbundsstat have en regering, til hvilken delstaternes regeringer har afgivet suverænitet. I forbundsstaten USA er en state ret beset en delstat.

Hvis praktisk taget al suverænitet over delstaterne er koncentreret i en central regering, kan man tale om en helstat, men dette er nu mere et historisk begreb fra enevældens tid.

Stater kan indgå i et endog meget tæt samarbejde og være enige om en lang række fælles regler indenfor økonomi, politik etc., uden at staterne afgiver en væsentlig grad af suverænitet. Så er der tale om et statsforbund, der altså ikke har en fælles regering, men derimod fælles organer til varetagelse af samarbejdet.

Et statsforbund kaldes også en konføderation og en forbundsstat en føderation.


Statens fremvækst markerer et vendepunkt i menneskehedens udvikling. I kølvandet på den store landbrugsrevolution - «den neolitiske revolution» - begyndte mennesket omkring år 5000 f.v.t. at slutte sig sammen i større politiske enheder, som erstattede det tidligere opsplittede stamme- og landsbyfællesskab.

I de følgende årtusinder fandt der statsdannelser sted flere steder i verden - Mesopotamien, Egypten, Indien, Kina og Amerika - dvs. etableringen af selvstændige, politiske organisationer, som forenede en række stammer indenfor et territorium under én central regering, som havde myndighed til at inddrive skatter, pålægge militærtjeneste og regulere konflikter. Overgangen fra «primitive» til «civiliserede» samfund svækker menneskets tilknytning til stammefællesskabet til fordel for en ny samhørighed med et territorialt forankret fællesskab - statsmagten.

Indenfor samfundsforskningen findes der en række forklaringer på statens oprindelse:

Statsapparatet etableres som følge af erobring: Gennem krigsførelse underlagde f.eks. nomadestammer sig fastboende agerbrugere med et nyt statsligt regime. Øget overskud indenfor landbrug og husdyrhold frigør arbejdskraft, som muliggør en social arbejdsdeling; Overskuddet fordeles ulige mellem grupper, der etableres et klassesamfund med statsmagten som den organiserende garant. Flere landsbyer sluttes sammen i en statsligt organisation for at gøre tørre landbrugsområder frugtbare med omfattende vandingsanlæg; Det nye forvaltningsapparat er statsdannelsens grundlag. Konflikten mellem befolkningstilvækst og manglen på jord skaber behov for et statsapparat pga. befolkningstætheden; Hvis de økologiske forhold - tilgrænsende ørken, hav eller bjerge - hindrer nyetablering eller udvandring, er der ingen anden udvej end at dele af befolkningen underkaster sig en sejrende stammes herredømme, udøvet via et statsapparat. Statsdannelsen finder sted ved at der etableres en dømmende instans, som har myndighed til at regulere konflikter i overensstemmelse med et sæt af retsforestillinger; Der udskilles et statsligt apparat til udøvelse af legitim magt, overordnet det traditionelle slægtskabssystems autoritet. Teorierne 1-4 har ud fra historiske undersøgelser vist sig - enkeltvis eller i kombination - at kunne forklare de første statsdannelser. Teori 5 adskiller sig fra de øvrige ved, at den søger at besvare spørgsmålet om, hvorfor de nye problemer som de enkelte samfund står overfor løses ved at etablere et statsligt styringsapparat - dvs. et statsligt organiseret klassesamfund. Den søger m.a.o. at klarlægge, statens betydning som historisk og socialt fænomen.

Førkapitalistiske statsdannelser De statsligt regulerede klassesamfund blev udviklet i flere varianter, og kan inddeles ud fra den produktionsmåde som var dominerende: Asiatisk, antik eller feudal.

De samfund der var organiseret omkring en asiatisk produktionsmåde kaldes gerne for klassedelte statssamfund, og omfatter de store imperiedannelser i det gamle Egypten, Indien, Kina og Amerika (se Asiatisk produktionsmåde). I disse samfund var landsbyens eller stammeorganisationens fællesejendom omformet til statseje af jorden: Staten indtog en dominerende stilling i akkumuleringen af det produktionsoverskud, som først og fremmest landbruget skabte. Staten fik sin del af merproduktet ved skatter og afgifter og ved tvangsarbejde. Statsapparatet var forvaltet af et bureaukrati, som styrede det økonomiske og politiske liv, og et præsteskab som kontrollerede det religiøse liv. Den politiske enhed blev symboliseret ved statsmagtens øverste figur, despoten, som samfundets øvrige medlemmer var underlagt. Despotens position baserede sig på, at han både var repræsentant for de guddommelige magter og fællesskabets øverste moralske instans - både præst og dommer.

De antikke bystater var baseret på slaveri af en anden slags, end i samfund organiseret ud fra den asiatiske produktionsmåde (se Antik produktionsmåde). Den enkelte slave var den private grundejers ejendom, og han disponerede over slaven og dennes produkt i en despotisk forstand. Men udover at være slavens herre deltog den private grundejer også som fri borger i bystatens politiske fællesskab. Den politiske enhed blev ikke sikret gennem en øverste, juridisk-religiøs hersker, men gennem et juridisk embede - et kollektiv af dømmende borgere. Staten var i antik forstand fællesskabet af frie borgere.

Sammenlignet med de samfund der var organiseret ud fra den asiatiske eller den antikke produktionsmåde, var feudalsamfundet et langt mere decentraliseret system. Den bærende organisatoriske struktur under feudalismen var lensvæsenet, der var baseret på store, private jordejendomme. Disse var splittet op på en række enkeltejere, vasaller, som stod i et uigennemskueligt personligt afhængighedsforhold til lensherren. Lenet gav lensherren økonomisk, politisk, administrativ og juridisk magt over vasallerne.

Dette system gav en stærk stilling til lensherrene og en tilsvarende svag position for den statslige centralmagt. Det feudale system udelukkede et omfattende, organiserende statsbureaukrati: Det medførte en opsplitning af den politiske magtudøvelse i et nyt mønster. På den ene side blev kirken - som i antikken var et underordnet led i imperiets statsmaskine - en selvstændig institution, uafhængig af konge og adel. På den anden side blev den verdslige, politiske myndighed i stor udstrækning indskrænket til håndhævelse af lov og ret.

Den kongelige hersker udførte sin guddommelige opgave ved at følge traditionel lov - et sæt af overleverede rettigheder, privilegier og sædvaneregler. Men kongen havde ingen myndighed til at udstede nye love. Politisk statslig magt var i feudal forstand i vid udstrækning begrænset til juridisk fortolkning og anvendelse af gældende lov.

Som en politisk overgangsform mellem den feudale og den moderne, kapitalistisk stat står enevælden. Den var knyttet til et revolutionerende princip om, at herskeren gennem sin suveræne vilje kan skabe nye love og underbygger dem gennem et stadig mere gennemgribende og effektivt retsapparat. Enevældens hersker var befriet fra tidligere restriktioner, lokale privilegier og traditionelle rettigheder. Loven hverken bandt eller satte grænser for magtudøvelsen: Den var i herskerens hænder et redskab for magtudøvelse. At herskerens vilje havde lovmæssig kraft, blev det grundlæggende, konstitutionelle princip for enevældens kongedømmer i Europa fra 1600 tallet.

Den enevældige stat adskilte sig fra feudalismens stat på to vigtige områder: På den ene side blev den nærmest løsrevet fra det øvrige samfundsliv og etableret på sit eget, overordnede niveau. På den anden side fik den myndighed til at gribe langt mere radikalt og regulerende ind i samfundsøkonomien (se Merkantilisme).

Den kapitalistiske stat De borgerlige revolutioner skabte en stat, hvis hovedprincip var at tæmme den politiske magt. Enevældens statslige vilkårlighed blev afløst af en statsmagt, hvis monopoliserede magtudøvelse var bundet til et sæt af konstitutionelle love. Statsmagtens deling i lovgivende, udøvende og dømmende myndighed skulle sørge for den gensidige binding, ved at parlamentet var normsættende og kontrollerende, mens forvaltningen var normbundet og uhildet. En vilkårlig magtudøvelse skulle hindres gennem almene, konstitutionelle normer - «rule of law».

Til denne liberale statsmodel hører ikke kun ordninger, som i negativ forstand skal tæmme statsmagten, men også et sæt af positive rettigheder, som det tilkommer staten at beskytte: Politiske rettigheder (ytrings- og organisationsfriheden, stemmeretten), civile rettigheder (lighed for loven, kontraktfriheden, ejendoms- og arveretten) og private rettigheder (boligens ukrænkelighed, fri korrespondence).

I princippet blev det forudsat, at de konstitutionelle normer skulle gælde uindskrænket for enhver, uden undtagelse eller forskel, og at statens beslutninger skulle fattes i overensstemmelse med bestemte, bureaukratiske procedurer knyttet til stilling og embede og ikke til personer. Lovene blev ikke længere anset som en samling af nedarvede regler eller som udtryk for en højere magts retfærdighed: De var historiske produkter, skabt og givet gyldighed af samfundsborgerne selv.

Lovgivningen var demokratisk, for så vidt som lovens indhold grundlæggende skulle fastlægges af folket ved frie valg. Det er først og fremmest på to måder, at samfundsborgerne i denne statsordning tager del i og kontrollerer de statslige beslutninger: Ved udformningen af love (valg til repræsentative, lovgivende forsamlinger) og ved deltagelse i domstolene (juryordningen).

1800 tallets liberale statsdannelser forudsætter en slags identitet mellem staten og dens love. Ikke-retsligt regulerede områder accepteres alene i helt specielle dele af det offentlige liv - f.eks. efterretningsstjenesten - men disse skal nøje afgrænses lovmæssigt. Denne lov- eller retsstat kan således karakteriseres som et juridisk organiseret sæt af institutioner, som udsteder, anvender og håndhæver love. Denne stat bygger sin magt - som Max Weber formulerer det - på at opretholde et «offentlig voldsmonopol». Den har to piller: Lov og vold.

Med den liberale stat øges i stærk grad statens myndighed til at udøve tvang overfor samfundsborgere i form af et stadig mere omfattende og teknisk avanceret kontrolapparat. Men samtidig begrænses tvangsudøvelsen til to af statsforvaltningens institutioner: Militærvæsenet og politiet. Den øvrige del af det offentlige liv skal være «civilt» - dvs. tvangsfrit.

Den moderne stat blev udviklet indenfor rammerne af en kapitalistisk økonomi, som forudsætter et decentraliseret produktionsliv, reguleret via et upolitisk marked. Den tidlige kapitalisme er struktureret ud fra et grundlæggende skel mellem den private og offentlige sfære. Den private sfæres centrale institution, markedet, er en arena som skal styre det frie varebytte mellem konkurrerende og strategisk handlende privatpersoner. Produktionslivet skal organiseres «nedefra»: Gennem markedskræfternes frie spil skal man sikre økonomisk vækst og social velfærd.

Forudsætningen for at den enkelte kapitalist skal kunne foretage rationelle beslutninger med henblik på værdiforøgelse og akkumulation af kapital er, at systemet gør det muligt at foretage sikre økonomiske kalkulationer. Markedssystemet fungerer mest muligt forudsigeligt, hvis det følger sine egne love, uden forstyrrende, offentlige indgreb. Det offentliges opgave er at garantere de institutionelle rammebetingelser for privat produktion og kapitalistisk konkurrence i form af ulønsomme basisinvesteringer - veje, kloakker, skole osv. - og juridisk beskyttelse - politi, militærvæsen.

Udbygningen af det offentlige, statslige apparat udfra disse retningslinier, blev af den liberalistiske teori anset som et gode. At fjerne ethvert statsindgreb ville medføre kaos og ødelægge mulighederne for rationel, økonomisk kalkyle. Indenfor dette system er alle former for statsindgreb derfor ikke bandlyst: Spørgsmålet er karakteren af indgrebet. Staten er kun et redskab for den kapitalistiske økonomi, hvis den opfylder denne rolle. Den er hvad Ferdinand Lassalle har kaldt en «nattevægterstat».

Da det kapitalistiske system forudsætter, at produktionen hovedsageligt skal være på private hænder, må det offentlige financiere sin virksomhed gennem overføring fra private indtægter i form af skatter af forskellig slags. Den kapitalistiske stat har derfor haft et skattemonopol: Den har vært en «skattestat» (Joseph A. Schumpeter).

Den moderne stat opstod i 1600 tallet som en samling af stater, som et statssystem indenfor et verdensmarked domineret af konkurrerende europæiske nationer. Nationalstaten blev etableret i skæringspunktet mellem et indre marked, der fungerede indenfor de statslige, juridiske reguleringer, og et ydre verdensmarked, som stort set blev styret af en militær logik. Den moderne stats suverænitet er en territorialt begrænset suverænitet markeret ved militært befæstede geografiske grænser, et sammenhængende retssystem, en fælles møntenhed og et nationalt rigssprog. Den europæiske nationalstat med sit centrale forvaltningsbureaukrati var lige så meget et produkt af militær mobilisering og krigstrussel som af en ekspanderende kapitalistisk økonomi (se Industrisamfund).

Den socialdemokratiske stat I det 20. århundrede og især i tiden efter 2. verdenskrig har der fundet en omfattende ekspansion sted i den statslige aktivitet i form af knopskydning af nye statsinstitutioner, enorm vækst i antallet af offentlige ansatte, stigende offentlig andel af bruttonationalproduktet m.m. Den liberale model med et skel mellem stat og samfund, politik og økonomi, offentlig og privat sfære er ikke længere gyldig. Den strukturelle ændring kan analyseres på tre planer: Økonomisk, politisk og juridisk.

Statens ændrede økonomiske rolle er bestemt af, at markedet svigtede som selvregulerende styringsmekanisme. Konsekvensen af store kapitalistiske krise i 1929 var, at staten ikke længere begrænsede sit virke til at varetage de almene rammebetingelser, men greb aktivt og regulerende ind i det økonomiske liv. Ud af kapitalens krise voksede der et omfattende statsligt styringsapparat frem, som dels understøttede, dels udfyldte markedssystemet.

Den aktivt regulerende stat iværksatte tiltag af flere slags: For det første en indirekte planregulering af samfundsøkonomien gennem et sæt af konjunkturpolitiske virkemidler; For det andet markedserstattende tiltag - uproduktivt offentlig forbrug i form af militærudgifter, strukturpolitiske støtteordninger o.l.: For det tredje markedskompenserende tiltag - sundheds- og socialpolitik, miljøbeskyttelse o.l.).

Trods det at den nye reguleringsstat formelt set fungerer i overensstemmelse med den liberalt-demokratiske statsforfatning, har den politiske proces ændret karakter. I første række viser det sig ved parlamentets svækkede stilling. Parlamentet indtager ifølge den liberale forfatning en nøgleposition, men bliver efterhånden undermineret som arena for politisk magtudøvelse af den korporative arena. Det parlamentariske demokrati afløses af et korporativt demokrati, organiseret omkring de utallige samarbejdskomiteer mellem statsforvaltningen og arbejdslivets organisationer. Gennem det korporative demokrati øver ressourcestærke og velorganiserede pressions- og interessegrupper indflydelse på statsforvaltningen og derved statsmagtens centrale beslutninger, uafhængig af den politiske offentlighed og dens organer.

Denne korporative stat er baseret på en organisering af kompromiser mellem stridende samfundsklasser i statsmagtens organer. Denne statsform fandt sit mest udviklede udtryk i de socialdemokratiske regimer i Skandinavien i perioden efter 1945. Med sin tætte tilknytning til fagbevægelsen har de socialdemokratiske partier i disse lande haft særegne forudsætninger for at etablere et korporativt styringssystem i skæringsfeltet mellem arbejde og kapital. Den moderne, korporative stat kan derfor kaldes en socialdemokratisk statsform.

På det juridiske plan markeres sammenbruddet i den liberale model ved fremvæksten af et omfattende lovværk, som går på tværs af juraens traditionelle opdeling i privat og offentlig ret: Etableringslov, arbejdsmiljølov, bistandslov, indtægtslov o.l. På samme tid ændres lovene fra at være et parlamentarisk styringsmiddel overfor en forvaltning, som var bundet af statens egne love, til at blive et effektivt redskab for en stadig mægtigere forvaltning, som kan iværksætte administrative ad hoc-tiltag i lovform.

Den nye regulerings- og forhandlingsstat adskiller sig fra den liberale lovstat ved at den søger at undgå at fastlægge sin aktivitet gennem formelle regler. Et eksempel på svækkelsen af de formelle reglers betydning for den socialdemokratiske stat, som fortsat opererer indenfor lovens rammer, er den stigende anvendelse af såkaldte «rammelove».

Som de tidligere statsdannelser opererer den kapitalistiske stat indenfor et klassedelt samfund, som bygger på udbytning og undertrykkelse. Men adskillelsen af økonomisk og politisk magt under kapitalismen gør, at staten kun i en indirekte forstand har klassekarakter. Hvis man - som der har været tendenser til indenfor marxistisk teori - anser staten for et apparat, der handler nærmest på kapitalistklassens kommando, bliver det vanskeligt at forklare, hvorfor en række af statens beslutninger er blevet gennemført i strid med kapitalistklassen eller fraktioner indenfor denne.

Statens selvstændighed i forhold til samfundsklasserne betyder imidlertid ikke, at den er en neutral instans indenfor det kapitalistiske samfund. Den kapitalistiske stat må snarere forstås som en garant for det sociale og juridiske regelværk, som regulerer det kapitalistiske samfund og derved sikrer kapitalistklassens herredømme. Staten varetager ikke én klasses særinteresser, men fællesinteressen for det kapitalistiske klassesamfund.

Den socialistiske stat Ifølge Marx' og Engels' teorier er de statslige institutioner uløseligt knyttet til klassesamfundet. De anser staten som et helt og holdent undertrykkende system, som vil falde bort, når klasseherredømmet forsvinder. I det post-kapitalistiske samfund vil staten kun eksistere i en overgangsfase, «proletariatets diktatur», hvor arbejderklassen udøver sit politiske herredømme.

Den klassiske formulering finder man i Engels' «Anti-Dühring»: «Statsindgreb i samfundslivet bliver overflødige indenfor det ene område efter det andet, og dør efterhånden hen af sig selv. Kontrollen over personer erstattes med administrationen af ting og med produktionslivets egen rytme. Staten bliver ikke «knust». Den dør hen...»

De samme tanker og formuleringer dukker senere op i Lenins «staten og revolutionen» og udgjorde det ideologiske grundlag for den nye samfundsopbygning efter Oktoberrevolutionen i Rusland. Al den stund modsætninger og konflikter ville være fremmed for det socialistiske idealsamfund, var der heller ikke brug for et statsapparat, som sørgede for en retslig regulering af menneskenes samliv.

Udviklingen skulle vise sig at gå i den stik modsatte retning af hvad de klassiske marxister havde forestillet sig. Det post-revolutionære samfund indstiftede en ny totalitær styreform, organiseret omkring et stadig ekspanderende statsbureaukrati, hvis funktionsmåde mindede om de førliberale statsdannelser. På denne erfaringsbaggrund er det vigtigt at understrege, at socialisme i en demokratisk forstand ikke indebærer den politiske liberalismes undergang. Retsstatens binding af den offentlige magt til almene normer, dens værn mod vilkårlig magtudøvelse, det parlamentariske demokrati og dets repræsentative og lovgivende forsamlinger vil fortsat være grundlæggende elementer i en socialistisk statsforfatning.

De klassiske marxister tog sålades fejl, da de antog at hverken stat eller ret ville have nogen plads i et frit, klasseløst samfund. En industriel - eller post-industriel - socialistisk samfundsform kan ikke fungere i en demokratisk og liberal forstand uden normative, retslige - og derved statslige - ordninger som styrer samfundslivet.

Staten i u-lande Staten i u-lande som indtil afkoloniseringen ikke var domineret af én økonomisk herskerklasse indtager en speciel rolle. I disse tilfælde kan man ikke sige, at staten repræsenterer en bestemt klasses interesser. Snarere forholder det sig således, at staten repræsenterer de personer og gruppers interesser, som besidder de ledende positioner i statsapparatet. Efter en vis tid kan den politisk-administrative magt danne basis for en ny og økonomisk mægtig klasse - et nyt borgerskab. Staten bliver et redskab for samfundets økonomiske udviklingsproces.

I sådanne samfund foreligger der gerne en tæt sammenvævning af politisk, økonomisk og militær magt. Magtpositionerne er stærkt personliggjorte og kan føre til blodig rivalisering mellem konkurrerende elitegrupper. Magtelitens ændrede personsammensætning er imidlertid kun rent undtagelsesvis udtryk for mere dybtgående økonomiske og politiske ændringer. Kontrollen over det centrale statsapparat kan i sådanne samfund give en langt større manøvrefrihed end f.eks. i borgerligt-kapitalistiske samfund. En vigtig grænse for statselitens magtudøvelse kan være landets afhængighed af internationale kapitalgrupper (se Bananrepublik).

[redigér] Stater og folk – nationalstater

En stat kan godt bebos af flere folk (nationer) som f.eks. angelsaksere og keltere i Storbritannien. En nationalstat er derimod en stat, der kun bebos af ét folk, bortset fra nogle ubetydelige mindretal af indbyggere, der måske nok regner sig som en del af statens befolkning, men som også er knyttet til et andet folk. Mindretal er som regel nationale mindretal, men kan også være begrundet i andre forhold – jøder i alle lande føler sig således knyttet til det jødiske folk.

Den store samtidige indvandring til landene i Vesten har imidlertid til en vis grad udhulet begreberne, fordi mange indvandrere ikke ønsker eller kan assimileres ind i værtslandenes nation (se også integration).

[redigér] Eksempler på statsdannelser

Der er mange flydende overgange mellem begreberne, så det er formålstjenligt at belyse disse med en række eksempler.

[redigér] Den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat

Mens den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat indtil 1814 eksisterede, bestod den af det danske folk, det norske folk og en del af det tyske folk.

Det danske folk boede hovedsageligt i det daværende kongerige Danmark og i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig, og det norske folk boede hovedsageligt i kongeriget Norge, mens en del af det tyske folk hovedsageligt boede i den sydlige del af hertugdømmet Slesvig samt i hertugdømmet Holsten. Dertil kom folkene i de norske bilande i Nordatlanten.

Der var imidlertid tale om én og kun én stat, der regeredes af én fyrste. I Danmark og Norge var han konge, og i de to hertugdømmer var han hertug. Han regerede sine danske og norske undersåtter – inkl. dem i de norske bilande i Nordatlanten – via "Danske Kancelli" og sine undersåtter i de to hertugdømmer via "Tyske Kancelli" – uagtet at indbyggerne i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig overvejende var dansksprogede. Begge kancellier fik deres navne efter det sprog, de anvendte, og havde begge til huse i "Den røde Bygning" på Slotsholmen i København.

[redigér] Fra helstat til nationalstat

Norge blev afstået til Sverige i 1814 (som kompensation fik den danske konge svensk Forpommern, som senere blev mageskiftet med Preussen til gengæld for Lauenborg), og da den resterende helstat efter nederlaget i 1864 måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev Danmark en nationalstat, der kun omfattede ét folk – nemlig det danske folk. Efter genforeningen i 1920 indgik et lille tysk mindretal i Sønderjylland i den danske befolkning.

Landet havde dengang nogle kolonier i Nordatlanten. Disse nåede deres nuværende status i flere faser. I 1944 blev Island en helt selvstændig stat, og i 1948 fik Færøerne hjemmestyre med eget lagting og landsstyre, og i 1979 fik Grønland det samme med eget landsting og landsstyre. Begge områder vælger 2 medlemmer til det danske folketing. I dag omfatter Det Danske Rige således Danmark, Færøerne og Grønland, og det er en slags forbundsstat – kaldet et rigsfællesskab – der omfatter det danske folk med et tysk mindretal, det færøske folk og det grønlandske folk.

De fremmede folkedele er imidlertid så små, at Det Danske Rige må betragtes som en nationalstat.

[redigér] Det Tyske Forbund

Den tyske folkedel i Slesvig, Holsten og Lauenborg følte sig knyttet til det øvrige tyske folk, der dengang beboede de mange tyske stater, der fra 1815 var medlem af Det Tyske Forbund, som var et statsforbund. Det eksisterede frem til 1871 – fra 1866 dog som det preussisk dominerede Nordtyske Forbund. Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 blev Østrig udelukket fra Det Tyske Forbund, og Østrigs allierede under krigen blev simpelthen annekteret af Preussen. Det drejede sig om Hannover, Nassau, Kurhessen og den frie rigsstad Frankfurt am Main. Nogle af forbundets medlemmer var helstater, der også omfattede andre folk end det tyske, og i visse tilfælde var det kun den tyske del, der var medlem af statsforbundet. F.eks. var den polske del af kongeriget Preussen og den ungarske del af det Østrigske Kejserrige ikke medlemmer af Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenborg var medlemmer af forbundet, men ikke Slesvig. Böhmen og Mähren havde både et tysk og en tjekkisk befolkningsdel, men disse to var både medlemmer af det østrigske kejserrige og Det Tyske Forbund.

[redigér] Det Tysk-romerske Rige

Forgængeren for Det Tyske Forbund var det Tysk-romerske Rige, der egentlig hed Das heilige Römische Reich deutscher Nation, og som eksisterede fra 962 til 1806. De betydeligste tyske staters fyrster – herunder de såkaldte fyrstbiskopper – kårede (derfor "kurfyrster") en fællestysk konge, og han blev af paven i Rom, der gerne ville beskyttes af en mægtig, verdslig fyrste, kronet til tysk-romersk kejser og overtog den verdslige magt i Kirkestaten. Det Tysk-romerske Rige var blot et statsforbund, hvis enkelte medlemmer sågar kunne finde på at føre krig mod hinanden. Det omfattede også Østrig – det var et såkaldt "stortysk" rige – eller rettere: forbund. Man sagde dengang, at det hverken var et rige, romersk eller helligt! Det Tysk-romerske Rige blev opløst under Napoleonskrigene i 1806.

[redigér] Det Tyske Kejserrige

Efterfølgeren for Det Tyske Forbund – fra 1866 Det Nordtyske Forbund – var Det Tyske Rige – kejserriget fra 1871 til 1918, men det omfattede ikke Østrig – det var et såkaldt "lilletysk" rige. Den preussiske konge blev udråbt til tysk kejser, og stod som sådan over de øvrige tyske fyrster, men det nye tyske kejserrige havde mange fælles funktioner – f.eks. de væbnede styrker, udenrigspolitik, pengevæsen og højesteret – og var derfor en forbundsstat med en central regering, der bestod af delstater med et vist selvstyre og egen fyrste. Den lovgivende forsamling for riget var rigsdagen, og de lovgivende forsamlinger for delstaterne var landdagene.

De gamle hertugdømmer i den danske helstat, Slesvig, Holsten og Lauenborg var blevet erobret af Preussen og Østrig i 1864 og var i 1866 blevet indlemmet som provinser i kongeriget Preussen og indgik som sådanne i det tyske kejserrige. De dansktalende og dansksindede indbyggere i Slesvig blev således borgere i den preussiske delstat i det tyske kejserrige, men de følte sig også knyttet til det danske folk. På samme måde var indbyggerne i den vestlige del af Polen og indbyggerne i Elsass-Lothringen ikke en del af det tyske folk, og man kan derfor ikke sige, at det tyske kejserrige før Første Verdenskrig var en nationalstat. Der var betydelige nationale mindretal inden for riget.

[redigér] Mindretallene ved den dansk-tyske grænse

Efter folkeafstemningerne i Sønderjylland i 1920 blev dette delt ved den nuværende dansk-tyske grænse i det tyske Sydslesvig og det danske Nordslesvig. Nordslesvig kaldes også De sønderjyske landsdele. Derved aftog mindretalsproblemerne, men der er stadig indbyggere i Sydslesvig, som er borgere i Tyskland, men som føler sig knyttet til det danske folk. På samme måde er der mennesker i Nordslesvig, der er borgere i Danmark, men som føler sig knyttet til det tyske folk.

[redigér] Weimarrepublik og Nazirige

Det Tyske Rige blev efter Første Verdenskrig i 1918 til en republik, og udover Nordslesvig måtte det afstå Elsass-Lothringen og områderne i det vestlige Polen. Riget – fra 1933 Naziriget eller "Det Tredje Rige" – var frem til Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 en nationalstat, da det kun husede ubetydelige mindretal. Naziriget var en central enhedsstat. De tidligere delstater var frataget ethvert selvstyre og var reduceret til administrative enheder. I 1938 indlemmedes Østrig – det blev til Ostmark – i "Det Tredje Rige", som derfor atter kunne kalde sig et "stortysk" rige. Den bombastiske betegnelse "stortysk" er altså ikke – som mange tror – en nazistisk opfindelse. Naziriget brød sammen i 1945, og Tyskland og Østrig styredes frem til 1949 af besættelsesmagterne.

[redigér] Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik

Den nye vesttyske forbundsstat blev grundlagt i 1949. Den kom til at hedde Forbundsrepublikken Tyskland (BRD), og blev udvidet ved den tyske genforening i 1990, da områderne i den sovjetisk dominerede Tyske Demokratiske Republik (DDR) blev optaget som nye delstater i BRD. DDR var i lighed med Naziriget en central enhedsstat.

Forbundsrepublikken Tyskland omfatter i dag 16 delstater, hvoraf 3 er bystater. Den har kun få nationale mindretal f.eks. sorberne, friserne og danskerne og må derfor betegnes som en nationalstat. Det samme gælder Østrig, der både er en forbundsstat og en nationalstat med kun få og ubetydelige nationale mindretal – f.eks. Kärntenslovenierne.

[redigér] Andre eksempler på forbundsstater

Andre eksempler på forbundsstater er USA, Canada og Australien. At medlemmerne af forbundsstaten USA kalder sig States, skal man ikke lade sig forvirre af. De er rettelig delstater eller provinser, og den sidstnævnte betegnelse anvendes da også i Canada og Australien. I alle tre forbundsstater har delstaterne eller provinserne et udpræget selvstyre, men der er i enhver forbundsstat altid politisk uenighed om fordelingen af magt og kompetence mellem forbundsstaternes centrale regeringer og delstaternes regeringer. I USA går det ene store parti (Demokraterne) ind for mere magt til forbundsregeringen i Washington DC, hvorimod det andet store parti (Republikanerne) går ind for det modsatte.

Alle tre forbundsstater er udprægede indvandrerlande. Om de kan betegnes som nationalstater i den europæiske betydning er tvivlsomt, men at man for USA's vedkommende i dag godt kan tale om et amerikansk folk og en amerikansk nation er hævet over al tvivl. Dette forhold kan imidlertid ændre sig, hvis den store indvandring fra Latinamerika, Østasien og Mellemøsten fortsætter, da de nye indvandrere ofte ønsker at bevare deres sprog og sædvaner og at bosætte sig sammen med deres racefæller og landsmænd. Dette var ikke tilfældet med den tidlige indvandring fra Nord- og Vesteuropa og kun til en vis grad tilfældet med den noget senere indvandring fra Syd- og Østeuropa. Man taler om, at USA for tiden ændrer sig fra at være en folkelig smeltedigel til et folkeligt kludetæppe.

Det forenede Kongerige eller UK (England, Wales, Skotland og Nordirland) samt Spanien og Italien er forbundsstater med visse problemer – f.eks. med selvstændighedsbevægelserne i Skotland, Baskerlandet, Catalonien og Lombardiet. UK og Spanien bebos hver for sig af flere folk såsom englændere, walisere, skotter, baskere, catalanere, castilianere, andalusiere m.v. og er altså ikke nationalstater. Derimod må Italien betegnes som en nationalstat med et østrigsk mindretal i Sydtyrol.

[redigér] Hvad med Frankrig?

Frankrig vil helst opfatte sig selv som en nationalstat. Derfor fortrænges det forhold, at der inden for staten findes mange mindretal – f.eks. korsikanere, italienere, bretonere, alsacere, lorrainere, flamlændere, catalanere, baskere og provencalere. Langt op i det 20. århundrede blev mindretallene søgt forfransket og i et vist omfang undertrykt.

[redigér] Den Europæiske Union

EU er en besynderlig blanding af et statsforbund og en forbundsstat. Ordet "forfatningstraktat" er et slående udtryk for forvirringen – et statsforbund bygger på en traktat mellem forbundets medlemmer, mens en forbundsstat har en forfatning.

[redigér] Se også

[redigér] Litteratur

[redigér] Kilde

Static Wikipedia 2008 (no images)

aa - ab - af - ak - als - am - an - ang - ar - arc - as - ast - av - ay - az - ba - bar - bat_smg - bcl - be - be_x_old - bg - bh - bi - bm - bn - bo - bpy - br - bs - bug - bxr - ca - cbk_zam - cdo - ce - ceb - ch - cho - chr - chy - co - cr - crh - cs - csb - cu - cv - cy - da - de - diq - dsb - dv - dz - ee - el - eml - en - eo - es - et - eu - ext - fa - ff - fi - fiu_vro - fj - fo - fr - frp - fur - fy - ga - gan - gd - gl - glk - gn - got - gu - gv - ha - hak - haw - he - hi - hif - ho - hr - hsb - ht - hu - hy - hz - ia - id - ie - ig - ii - ik - ilo - io - is - it - iu - ja - jbo - jv - ka - kaa - kab - kg - ki - kj - kk - kl - km - kn - ko - kr - ks - ksh - ku - kv - kw - ky - la - lad - lb - lbe - lg - li - lij - lmo - ln - lo - lt - lv - map_bms - mdf - mg - mh - mi - mk - ml - mn - mo - mr - mt - mus - my - myv - mzn - na - nah - nap - nds - nds_nl - ne - new - ng - nl - nn - no - nov - nrm - nv - ny - oc - om - or - os - pa - pag - pam - pap - pdc - pi - pih - pl - pms - ps - pt - qu - quality - rm - rmy - rn - ro - roa_rup - roa_tara - ru - rw - sa - sah - sc - scn - sco - sd - se - sg - sh - si - simple - sk - sl - sm - sn - so - sr - srn - ss - st - stq - su - sv - sw - szl - ta - te - tet - tg - th - ti - tk - tl - tlh - tn - to - tpi - tr - ts - tt - tum - tw - ty - udm - ug - uk - ur - uz - ve - vec - vi - vls - vo - wa - war - wo - wuu - xal - xh - yi - yo - za - zea - zh - zh_classical - zh_min_nan - zh_yue - zu -

Static Wikipedia 2007 (no images)

aa - ab - af - ak - als - am - an - ang - ar - arc - as - ast - av - ay - az - ba - bar - bat_smg - bcl - be - be_x_old - bg - bh - bi - bm - bn - bo - bpy - br - bs - bug - bxr - ca - cbk_zam - cdo - ce - ceb - ch - cho - chr - chy - co - cr - crh - cs - csb - cu - cv - cy - da - de - diq - dsb - dv - dz - ee - el - eml - en - eo - es - et - eu - ext - fa - ff - fi - fiu_vro - fj - fo - fr - frp - fur - fy - ga - gan - gd - gl - glk - gn - got - gu - gv - ha - hak - haw - he - hi - hif - ho - hr - hsb - ht - hu - hy - hz - ia - id - ie - ig - ii - ik - ilo - io - is - it - iu - ja - jbo - jv - ka - kaa - kab - kg - ki - kj - kk - kl - km - kn - ko - kr - ks - ksh - ku - kv - kw - ky - la - lad - lb - lbe - lg - li - lij - lmo - ln - lo - lt - lv - map_bms - mdf - mg - mh - mi - mk - ml - mn - mo - mr - mt - mus - my - myv - mzn - na - nah - nap - nds - nds_nl - ne - new - ng - nl - nn - no - nov - nrm - nv - ny - oc - om - or - os - pa - pag - pam - pap - pdc - pi - pih - pl - pms - ps - pt - qu - quality - rm - rmy - rn - ro - roa_rup - roa_tara - ru - rw - sa - sah - sc - scn - sco - sd - se - sg - sh - si - simple - sk - sl - sm - sn - so - sr - srn - ss - st - stq - su - sv - sw - szl - ta - te - tet - tg - th - ti - tk - tl - tlh - tn - to - tpi - tr - ts - tt - tum - tw - ty - udm - ug - uk - ur - uz - ve - vec - vi - vls - vo - wa - war - wo - wuu - xal - xh - yi - yo - za - zea - zh - zh_classical - zh_min_nan - zh_yue - zu -

Static Wikipedia 2006 (no images)

aa - ab - af - ak - als - am - an - ang - ar - arc - as - ast - av - ay - az - ba - bar - bat_smg - bcl - be - be_x_old - bg - bh - bi - bm - bn - bo - bpy - br - bs - bug - bxr - ca - cbk_zam - cdo - ce - ceb - ch - cho - chr - chy - co - cr - crh - cs - csb - cu - cv - cy - da - de - diq - dsb - dv - dz - ee - el - eml - eo - es - et - eu - ext - fa - ff - fi - fiu_vro - fj - fo - fr - frp - fur - fy - ga - gan - gd - gl - glk - gn - got - gu - gv - ha - hak - haw - he - hi - hif - ho - hr - hsb - ht - hu - hy - hz - ia - id - ie - ig - ii - ik - ilo - io - is - it - iu - ja - jbo - jv - ka - kaa - kab - kg - ki - kj - kk - kl - km - kn - ko - kr - ks - ksh - ku - kv - kw - ky - la - lad - lb - lbe - lg - li - lij - lmo - ln - lo - lt - lv - map_bms - mdf - mg - mh - mi - mk - ml - mn - mo - mr - mt - mus - my - myv - mzn - na - nah - nap - nds - nds_nl - ne - new - ng - nl - nn - no - nov - nrm - nv - ny - oc - om - or - os - pa - pag - pam - pap - pdc - pi - pih - pl - pms - ps - pt - qu - quality - rm - rmy - rn - ro - roa_rup - roa_tara - ru - rw - sa - sah - sc - scn - sco - sd - se - sg - sh - si - simple - sk - sl - sm - sn - so - sr - srn - ss - st - stq - su - sv - sw - szl - ta - te - tet - tg - th - ti - tk - tl - tlh - tn - to - tpi - tr - ts - tt - tum - tw - ty - udm - ug - uk - ur - uz - ve - vec - vi - vls - vo - wa - war - wo - wuu - xal - xh - yi - yo - za - zea - zh - zh_classical - zh_min_nan - zh_yue - zu