Timur Lenk
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Timur Lenk (1336 - 1405) var en krigsherre, der levede i Centralasien og blev grundlægger af det timuridiske dynasti, der bestod i henved femhundrede år. Han samlede et meget stort område under sin magt, hvilket har givet ham et særdeles blandet eftermæle. Kulturen kom til at blomstre i store dele af Centralasien, men i forbindelse med sine erobringer har han også ry for at have været en grusom tyran.
Hans navn var egentlig Timur-i Lenk, som betyder "Timur den lamme", og navnet Timur betyder "Jernmanden". Hans navn skrives på mange måder, hvoraf især det latiniserede Tamerlane har været ret udbredt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Slægt og opvækst
Timur Lenk er født i Kesh nær ved Samarkand i det nuværende Usbekistan i et område, hvor folk talte tyrkisk og nogle – blandt andet Timurs slægt – var konverteret til islam. Han nedstammede fra mongolske krigere, der var draget vestpå i forbindelse med styrkelsen af det store mongolske imperium. Således betragtede han sig selv som en efterkommer af den store mongolske krigsherre Djengis Khan.
Hans far var af krigerslægt, men foretrak selv at studere og endte med at gå i islamisk kloster. For Timurs opdragelse betød det, at han ikke blev særlig god til de traditionelle udendørs aktiviteter, der gav status i samfundet, men i stedet viste han sig som en opmærksom læser af Koranen.
[redigér] Vejen til magten
Omkring 1360 udmærkede han sig imidlertid som militær leder, idet han deltog i felttog i området. Timur fortsatte som leder af invasionen af Khorasan i det nuværende østlige Iran, og da dette også blev en succes, fik han flere lignende opgaver. Området var omstridt af flere militære parter, men selv om Timurs oprindelige herre blev myrdet, klarede han sig med held gennem de skiftende magtforhold.
Da den magtfulde Tughluk Timur, der havde erobret store dele af Centralasien, døde, gav det Timur Lenk muligheden for at komme til magten i Samarkand i 1369. Han brugte om sig selv betegnelsen "emir" – fyrste, men var nok reelt mere "khan" – krigsherre.
[redigér] Ekspansion
Fra han kom til magten og til sin død i 1405, var Timur Lenk næsten konstant involveret i krige eller angrebstogter. Mod vest og nordvest nåede hans erobringer til det Kaspiske Hav og floderne Ural og Volga, og i den forbindelse havde han drabelige kampe mod Den Gyldne Horde, der var en tartar-stat mod nord. Mod sydvest indtog han hele Persien. Mange af hans felttog var med til at give ham ryet for at være grusom, idet han ganske enkelt arrangerede massakrer, hvis en by eller et område gjorde modstand. Disse massakrer var med til, at de fleste byer overgav sig frivilligt, og i så fald skete der sjældent større overlast.
Hans felttog mod Indien i 1398 blev en begivenhed, hvor han i særlig grad blev kendt for grusomhed. Landet var mærket af borgerkrige, men Timur mødte alligevel stor modstand på vejen til Delhi. Denne blev forholdsvis let indtaget, og hans hære lagde stort set byen øde. Det er uklart, om ødelæggelserne skete på Timurs befaling, men i hvert fald drog han tilbage til Samarkand med enorme mængder plyndringsgods. Det er nævnt, at han blandt andet tog halvfems elefanter med, der hjalp med at slæbe sten til en moske i Samarkand.
En af Timurs mest markante modstandere i slutningen af sit liv var Bayezid, sultanen af det ottomanniske rige (Tyrkiet) og af mamelukkernes rige. Denne ekspanderede mod øst i Anatolien, og i den forbindelse stødte han mod Timur Lenks interesser. Timur drog derfor mod vest og erobrede Aleppo, Damaskus og Baghdad med meget store massakrer i kølvandet. En af følgerne blev, at han officielt blev erklæret som fjende af Islam.
Han stødte sammen med Bayezid ved Ankara, da han drog op i Anatolien i 1402. Ved et mægtigt slag 20. juli besejrede Timur Bayezid og tog ham til fange. Begrundelsen for Timurs invasion i Anatolien var at genskabe det seljukkiske herredømme, som han så som de retmæssige herskere over området.
Timur Lenks sidste store projekt var at genskabe det mongolske herredømme i Kina, idet Ming-dynastiet havde fordrevet mongolerne i anden halvdel af det 14. århundrede. I en periode havde han sendt fine gaver til kejserdømmet, men i slutningen af 1404 tog han fat på sin store plan om at genskabe den mongolske magt. Han nåede imidlertid ikke så langt, da han døde af sygdom få måneder efter starten på felttoget.
Ved sin død kontrollerede Timur Lenk et område svarende nogenlunde til det nuværende Iran, Afghanistan, Pakistan, Irak, Kuwait, Turkmenistan, Usbekistan og Tadjikistan, større dele af Tyrkiet, Syrien og Kasakhstan samt mindre dele af Rusland, Indien og Kina. Efter hans død gik riget snart i opløsning, selv om hans yngste søn Shah Rukh som hans direkte efterfølger holdt sammen på en stor del af riget et stykke tid endnu.
Timur Lenk blev gravsat i et stort mausoleum i Samarkand, der i nutiden er en stor turistattraktion i byen.
[redigér] Timur Lenk og kunst
Timur Lenk blev ud over som krigsherre også kendt som kunstelsker, og under hans herredømme blev Samarkand beriget med mange arkitektoniske mesterværker. Også litteratur, miniaturemaleri og kalligrafi havde hans bevågenhed og blomstrede under hans regime.
[redigér] Historisk perspektiv
At det lykkedes Timur Lenk at erobre så stort et område, har historikerne flere forklaringer på. For det første var de forskellige riger rundt om hans kerneområde i varierende grad i opløsning i form af magtkampe og borgerkrige. Dette havde Timur et godt blik for, men også et effektivt efterretningsvæsen var af betydning. For det andet hærgede den sorte død mange af områderne. For det tredje var Timur Lenk tilsyneladende en fremragende feltherre, der også benyttede sig af de krigsteknikker, som han stødte på undervejs i de erobrede områder. Det drejer sig f.eks. om belejringsmaskiner og krigselefanter.
Timur Lenk yndede som sagt at pege på sine relationer til mongolerne og især Djengis Khan. På det militære område levede han ganske godt op til sit forbillede, men til at få et imperium til at fungere havde han langt fra de evner, som Djengis Khan besad. Derfor faldt riget forholdsvis hurtigt fra hinanden efter hans død, og eftertiden har først og fremmest set ham som ødelægger, der både var ansvarlig for, at store byer blev lagt i ruiner, og for at frugtbare, men sparsomt beboede områder blev lagt øde og forvandledes til ørken.
