USA's historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel er en del af serien om USA's historie
Oprindelige amerikanere
1497-1776
1776-1789
1789-1849
1849–1865
1865–1918
1918-1945
1945-1964
1964-1980
1980–1988
1988–

Det amerikanske kontinent strækker sig fra Stillehavet til Atlanterhavet og tæller også omkringliggende områder. De første der beboede det område der i dag udgør Amerikas Forenede Stater (USA) ankom for over 12.000 år siden, sandsynligvis ved at krydse Bering landbroen og ind i Alaska. Man kender relativt lidt til disse tidlige bosættere sammenlignet med de europæere, der koloniserede området efter Christoffer Columbus første rejse i 1492. Columbus' mænd var også de første fra fra den gamle verden der betrådte på USA's territorium, da de ankom til Puerto Rico året efter, på deres anden rejse; Den første europæer der betrådte det kontinentale USA var Juan Ponce de León, der ankom til Florida i 1513, dog kan han være blevet kommet i forkøbet af John Cabot i 1497.

Indholdsfortegnelse 1 Amerika før kolonitiden 2 Kolonitidens Amerika (1497–1776) 3 Dannelsen af De Forende Stater (1776-1789) 4 Vestlig ekspansion (1789–1849) 5 Borgerkrigs perioden (1849–1865) 6 Genopbygning og industrialisering (1865–1918) 7 Efter 1. verdenskrig og Depressionen (1918–1940) 8 Begyndelsen af Den Kolde Krig og borgerretsbevægelsen (1945–1964) 9 Den Kolde Krig (1964–1980) 10 Slutningen af Den Kolde Krig (1980–1988) 11 1988 og til i dag 12 Eksterne kilder/henvisninger 12.1 Fodnoter

[redigér] Amerika før kolonitiden

Uddybende artikel: Præcolumbiansk og Oprindelige amerikanere

Arkæologer mener at det nuværende USA først blev befolket af mennesker der vandrende fra Asien via Bering landbroen et sted mellem 50.000 og 11.000 år siden^[1] Disse mennesker blev således det indfødte folk der beboede amerika, før de europæiske opdagelsesrejsendes ankomst i 1490'erne, og kaldes nu for oprindelige amerikanere.

Før europæernes ankomst var Amerika hjemsted for mange blomstrende kulturer, inklusiv Pueblokanerne (Anasazi) i sydvest og Adena kulturen i øst. Flere af disse samfund og fællesskaber skærpede hen over tiden denne praksis med etablerede bosættelser, og voksede til store samfund med store og tæt befolkende områder. Agerbrug blev udviklet i hvad der nu er det østlige USA så tidligt som 2500 BC, baseret på domesticeringen af naturlig Almindelig Solsikke, græskar og gåsefod.^[2] Efterhånden blev de mexikanske afgrøder: majs og bælgfrugter tilpasset til de kortere somre i det Nordøstlige Amerika og afløste de oprindelige afgrødre.

[redigér] Kolonitidens Amerika (1497–1776)

Uddybende artikel: Kolonitidens Amerika og Nyspanien

Kolonitidens Amerika blev defineret af pågående kampe med de indfødte amerikanerne, en alvorlig arbejdermangel som førte til former for ufrivilligt arbejde som slaveri og kontraktfæstede tjenere, og en britisk politik af gunstig ligegyldighed, som tillod en udvikling af en amerikansk ånd og kultur, der var forskellig fra dens europæiske grundlæggeres.

England begyndte at kolonisere Nordamerika sent i det 16. århundrede. De første forsøg mislykkedes, men velykkede kolonier blev snart etableret. Kolonistene som kom til den nye verden var på ingen måder en homogen blanding, men mere en stor variation af forskellige sociale og religiøse grupper som slog sig ned i forskellige dele af landet langs kysten. Kvækerne i Pennsylvania, puritanere i New England, de guldtørstige bosætterne i Jamestown og straffefangerne i Georgia kom til det nye kontinent af vidt forskellige årsager, og de skabte kolonier med ligeså forskellige sociale, religiøse, politiske og økonomiske strukturer.

For at opsummere udviklingsområdene i kolonitidens Amerika, anerkender historikerne fire regioner i det, der senere blev det østlige USA. Listet fra nord til syd, var det New England, de miderste kolonier, Chesapeake Bay og de sydlige kolonier. Nogle historikere medregner en femte region, grænseområdene havde visse forenende særtræk uanset hvilken koloni de udsprang fra.

Krigen mod franskmænd og indianere i 1754–63 førte koloniene tættere sammen, unge mænd blev sendt ud for at kæmpe og traf andre mænd fra andre kolonier. De kom fra forskellige baggrunde, men så også ligheder. Krigen gav kolonistene oplæring i krigsføring, blandt andet officeren George Washington, og efter krigen forsøgte England at gøre sig gældende i regionen, efter at de tidligere havde ladet koloniene køre sit eget løb. Dette førte koloniene endnu tættere sammen og de kom på kant med den britiske regeringen i sager som skatteudskrivning og repræsentation.

[redigér] Dannelsen af De Forende Stater (1776-1789)

Uddybende artikel: USA's historie (1776-1789) og USA's uafhængighedskrig

Det var i løbet af denne periode USA fik vandt sin uafhængighed fra Storbritannien med hjælp fra Frankrig i uafhængighedskrigen, og de oprindelige 13 kolonier etablerede sig som Amerikas Forenede Stater under Forbundsartiklerne.

Den 4. juli, 1776, deklarerede den Anden Kontinentielle Kongres, under deres møde i Philadelphia, de Forende Staters uafhængighed i manifestet USA's uafhængighedserklæring, fortrinsvis forfattet af Thomas Jefferson. Selvom det siges at Marokko var det første land i verden, der officielt anerkendte USA som selvstændig nation i 1777, havde den hollandske guvernør Johannes de Graaff allerede saluteret det amerikanske krigsskib Andrew Doria med elleve kanoner, da det sejlede ind i Gallows bugten på St. Eustatius den 16. november 1776, med det nye amerikanske flag hejst. Holland blev dermed (de facto) den første stat, der anerkendte de Forenede Stater. Den marokkansk-amerikanske venskabstraktat er til stadighed USAs ældste, ubrudte venskabs traktat. Den har været i effekt siden den blev underskrevet af John Adams og Thomas Jefferson i 1783.

USA fejrer sin dannelse dato den 4. juli, 1776, da den Anden Kontinentielle Kongres, der repræsenterede de 13 kolonier vedtog uafhængighedserklæringen, som afviste britisk overhøjhed til fordel for selvbestemmelse. Regeringsstrukturen blev betydligt ændret den 4. marts, 1789, da staterne lod Forbundsartiklerne erstatte med Forfatningen for Amerikas Forenede Stater. Den nye regering afspejlede et radikalt skifte fra den retningsgivende regeringsstruktur, der favoriserede repræsentanter, en selvvalgt regering med en svag ledelse, i modsætning til den eksisterende monarkistiske struktur, der herskede i den vestlige verden på den tid. Det nye system buggede kraftigt på oplysningstidens ideer og klassisk vestlig filosofi i det der blev lagt vægt på personlig frihed og på en begrænsning af regeringens magt gennem en opdeling af magten og et system af magtadskillelse.

Kolonisternes sejr i slaget ved Saratoga fik Frankrig til at indgå en åben alliance med USA. I 1781, lykkedes det for en kombineret amerikansk og fransk hær, med hjælp fra den franske flåde, at tilfangetage en stor britisk hær under ledelse af general Charles Cornwallis under belejringen af Yorktown. General Cornwallis' overgivelse betød af briterne stoppede med at finde en militaristisk løsning på deres amerikanske problem.

En serie af forsøg på at organisere en bevægelse, der skulle sammenfatte og gennemføre reformer, kulminerede i Kongressens indkaldelse til Forfatningskonventet i 1787, som mødtes i Philadelphia, Pennsylvania.

[redigér] Vestlig ekspansion (1789–1849)

Uddybende artikel: USA's historie (1789-1849)

George Washington—en hæderkronet helt fra uafhængighedskrigen, øverstkommanderende af den kontinentale hær og præsident for for fatningskonventet —blev den første præsident for Amerikas Forenede Stater under den nye amerikanske forfatning. Whiskeyopstanden i 1794, da nybyggere i Monongahela floddalen i det vestlige Pennsylvania protesterede imod en føderal skat på spiritus og destillerede drikke, var den første store test af den nye føderale regering.

Louisiana Purchase, i 1803, gav de vestlige bønder adgang til den vigtige vandvej Mississippi-floden udgjorde, fjernede den franske tilstedeværelse fra USA's vestlige grænse og forsynede amerikanske nybyggere med et enormt potentiale for ekspansion. Som et svar på briternes fortsatte tvangsindskrivning af amerikanske sømænd til den britiske marine, fik Madison Kongressen — ledet af sydlige og vestlige Jeffersonians — til at erklære Storbritannien krig i 1812. Krigen mellem USA og Storbritannien endte nogenlunde uagjort efter bitre kampe, der varede indtil 8. januar, 1815. Kampene endte officielt ved underskrivelsen af Ghent-traktaten, som resulterede en tilbagevenden til 'status quo ante bellum'; dog skete der det vigtige for USA, at briterne endte deres alliance med de indfødte indianere.

Monroe-doktrinen, fremlagt i 1823, bekendtgjorde, at USA mente at europæiske lande skulle ophøre med deres kolonisering og indblanding i Amerika. Dette var et afgørende punkt i USA's udenrigspolitik

I 1830 vedtog Kongressen Indian Removal Act, der gav præsidenten mandat til at forhandle traktater der byttede indianske stammeområder i de østlige stater for jord øst for Mississippi-floden. Dette muliggjorde, at Andrew Jackson, en miltær helt og præsident, fremstod som en snedig tyran i forhold til den indfødte befolkning. Loven resulterede i at Chickasaw og Choctaw stammerne døde på vej mod vest, Creek stammens voldlige opposition og endelige nederlag og Cherokee Nationens overgang til landbrug og "civiliceret opførsel." Under Jacksons præsidentperiode blev Cherokeerne drevet væk fra deres jord — selv efter de havde haft success med landbrug, handel og tilblivelsen af det første Nordamerikanske indianske skriftsprog. The Indian Removal Act medvirkede også direkte til overtagelsen af Spansk Florida og ledte i sidste ende til de mange Seminolekrige

Mexico nægtede at acceptere annekteringen af Texas i 1845 og krigen udbrød i 1846. USA, der brugte regulære tropper og et stort antal frivillige, vandt over Mexico, som havde en dårlig ledelse, få resurser og plaget af en opdelt kommandodtruktur. Den offentlige stemning i USA var delt da Whigs og anti-slave krafter var imod krigen. Freden i Guadalupe Hidalgo overdragede Californien, New Mexico og de omkringliggende områder til USA. I 1850 blev slave problemet i de nye territorier ordnet ved Komromiset i 1850 forhandlet af Whig Henry Clay og demokraten Stephen Douglas.

[redigér] Borgerkrigs perioden (1849–1865)

Uddybende artikel: USA's historie (1849–1865)

I midten af det 19. århundrede var de hvide amerikanere i de nordlige og sydlige stater ikke i stand til at bilægge deres fundamentale forskelligheder mht. regeringsmagten, økonomien, samfundet og slaveriet af sorte. Abraham Lincoln blev valgt til præsident, Sydstaterne udtrådte og dannede Amerikas Konfødererede Stater og den amerikanske borgerkrig startede og endte med Sydstaternes nederlag.

I 1854, ophævede den foreslåede Kansas-Nebraska Lov Missouri kompromiset ved at fastslå et nye staer der blev optaget i unionen selv kunne bestemme dets forhold til slaveri. Efter valget af Lincoln, udtrådte 11 sydstater fra unionen fra sent i 1860 til 1861 og oprettede en oprørsregering, Amerikas Konfødererede Stater, 9. februar, 1861.

Borgerkrigen begyndte da konføderationens general Pierre Beauregard åbende ild mod Fort Sumter. De beskød fortet da det lå i en konføderatorisk stat. Sammen med den nordvestlige del af Virginia, undlod 4 af de 5 nordligste "slave stater" at udtræde af unionen og blev kendt som grænsestaterne. Indgydet med mod fra det andet slag ved Bull Run udførte Konføderationen sin første invasion i Nord, da general Robert E. Lee ledte 55.000 mænd fra "Nordlige Virginia" hæren over Potomac-floden ind i Maryland. Slaget ved Antietam den 17. september, 1862 var det blodigste et-dags slag i den amerikanske historie.

I begyndelsen af 1864, udnævnte Lincoln general Ulysses S. Grant til hærfører af for hele Unionens hær. General William Tecumseh Sherman marcherede fra Chattanooga, til Atlanta og besejrede Konføderationens generaler Joseph E. Johnston og John Bell Hood. Shermans hær lagde omkring 20% af Georgias gårde øde under hans berømte "March mod Havet" og nåede Atlanterhavet ved Savannah i december 1864. Lee overgav sig med sin hær fra "Nordlige Virginia" den 9. april, 1865 ved Appomattox Court House.

[redigér] Genopbygning og industrialisering (1865–1918)

Uddybende artikel: USA's historie (1865–1918)

Efter borgerkrigen oplevede Amerika en accelererer industrialisering hovedsageligt i de nordlige stater. Imidlertid efterlod rekonstruktionstiden og dens fiasko de sydlige hvide amerikanere i en position med en solid kontrol over den sorte befolkning og nægtede dem adgang til borgerrettigheder og kunne holde dem fast i en lav levestandard både økonomisk, socialt og politisk.

Den føderale regerings politik, siden James Monroe, havde været at flytte de oprindelige befolkningsgrupper væk fra de hvides grænser og ind i såkaldte Indianerreservater. Stammer blev som regel tvunget ind i små reservationer når hvide bønder og ranchers overtog deres jorder. I 1876 udbrød den sidste Sioux krig, da folk under Black Hills guldfeberen trængte ind på deres territorium.

En hidtil uset bølge af immigranter hjalp både med at opbygge en stor arbejdsstyrke og dannelsen af de forskelliartede samfund i tidligere ubebyggede områder. En grov udnyttelse af arbejderne i industrien ledte ofte til en voldelig fremgang til arbejderbevægelsen i USA.

USA's begyndte sin vej mod international magt i denne periode med en kraftig befolknings- og industriel vækst i hjemlandet og flere militære foretagender udenlands, inklusiv den spansk-amerikanske krig, som begyndte da USA beskyldte Spanien for at stå bag sænkningen USS Maine (ACR-1) uden nogen beviser.

Denne periode sluttede i 1917 da USA gik ind i 1. verdenskrig.

[redigér] Efter 1. verdenskrig og Depressionen (1918–1940)

Uddybende artikel: USA's historie (1918-1945)

Efter 1. verdenskrig voksede USA frem som en økonomisk og militær supermagt. Chokket efter oktoberrevolutionen i Rusland resulterede i en stor frygt for kommunisme, som startede en tre årig kommunistsskræk.

Senatet ratificerede ikke Versailles traktaten pålagt, af deres allierede partnere, på de besejrede Centralmagter; istedet valgte USA at følge en linje af isolationisme.

I 1920 blev al fremstilling, salg, import og eksport af alkohol forbudt ved vedtagelsen af den 18. ændring af forfatningen. Forbudstiden sluttede i 1933.

I løbet af 1920erne oplevede USA en periode med uligevægtig fremgang: landbrugspriser og lønninger faldt, mens den industrielle fortjeneste voksede. Det økonomisk opsving blev hjulpet frem af en stigning i gælden og et overophedet aktiemarked. Wall Street-krakket i 1929 og den efterfølgende depression ledte til regeringstiltag for at genstarte økonomien og hjælpe dens ofre bl.a. Roosevelts New Deal. Fremgang gik hurtigt igennem på alle områder på nær arbejdsløsheden, som forblev høj helt frem til 1940.

[redigér] Begyndelsen af Den Kolde Krig og borgerretsbevægelsen (1945–1964)

Uddybende artikel: USA's historie (1945-1964)

Efter 2. verdenskrig rejste USA sig som en af de to nye supermagter. Den 4. december, 1945 godkendte det amerikanske senat USA's deltagelse i de Forenede Nationer (FN), der markede en ny vej væk fra den traditionelle isolationisme og mod mere internationalt engagement. Efterkrigstiden i USA blev defineret internt af begyndelsen af den kolde krig, hvori USA og Sovjetunionen prøvede at udvide deres indflydelse på bekostning af den anden, men blev holdt i skak af hinandens massive arsenal af kernevåben og mutual assured destruction doktrinen. Resultatet blev en serie af konflikter i perioden bl.a. Koreakrigen og den intense atom styrkeprøve under Cubakrisen. Internt i USA betød den kolde krig bl.a. en opblusning af kommunistsskræk og regeringens forsøg på at tilskynde forskere indenfor bl.a. matematik og naturvidenskaben til at gøre en indsats til f.eks. rumkapløbet.

I årtierne efter 2. verdenskrig blev USA en dominerende global magtfaktor indenfor økonomi, politik, militær, kultur og teknologi. Efter Sovjetunionens kollaps er USA den eneste supermagt. USA's magt er dog stadig begrænset af internationale aftaler, de politiske realiteter og militære og økonomiske begrænsninger.

John F. Kennedy blev valgt til præsident i 1960 og er den eneste katolik der nogensinde har været præsident. Kennedyerne bragte nyt liv og handlekraft til atmosfæren omkring Det Hvide Hus. Under hans embedsperiode nåede den kolde krig sit højdepunkt med Cubakrisen i 1962. Kennedy blev snigmyrdet i Dallas, Texas, den 2. november, 1963.

Sideløbende gennemførte det amerikanske folk deres vandring fra gårdene ind til byerneog oplevede en periode med vedvarende økonomisk ekspansion. På samme tid blev den institutionaliseret racisme over hele USA, men specielt i Syden, fortsat sat under pres fra den voksende borgerrettighedsbevægelse og afro-amerikanske ledere såsom Martin Luther King, Jr. I løbet af 1960'erne, blev Jim Crow lovene, der legaliserede raceadskillelse mellem hvide og sorte, afskaffet.

[redigér] Den Kolde Krig (1964–1980)

Uddybende artikel: USA's historie (1964-1980)

Den kolde krig fortsatte gennem 1960'erne og 1970'erne og USA gik ind i Vietnamkrigen, hvis upopularitet betød opblomstringen af af allerede eksisterende sociale grupperinger, inklusiv kvindebevægelser, minoritetsgrupper og unge mennesker. Præsident Lyndon Johnsons sociale programmer, Great Society, og den retslige aktivisme under Earl Warren bidrog til den brede vifte af sociale reformer i 1960'erne og 70'erne. I denne periode sås også opblomstringen af kvindesagen og miljøorganisationener som politisk magtfaktore og en forsat positiv udvikling mod bedre borgerlige rettigheder.

I de tidlige 1970'ere sluttede Johnsons efterfølger, præsident Richard Nixon, USA's engagement i Vietnamkrigen og den amerikanske støttede sydvietnamesiske regering faldt hurtigt da den nordvietnamesiske trængte frem til Saigon. Krigen kostede 58.000 amerikanere og millioner af vietnamesere livet. Nixon selv led et vanærende nederlag og blev tvunget til at træde tilbage efter den politiske skandale senere kendt som Watergate. OPECs olie embargo og en stagnationen i den økonomiske vækst betød at landet kom ind i en stagflations periode under præsident Jimmy Carter i slutningen af 1970'erne.

[redigér] Slutningen af Den Kolde Krig (1980–1988)

Uddybende artikel: USA's historie (1980–1988)

Reagans koalition, i 1980, var blevet en mulighed pga. demokraternes stemmetab i de fleste social-økonomiske grupper.

"Reagandemokrater" var etniske konservative, der som regel stemte demokratisk, men blev tiltrukket af Reagans politik, personlighed og lederskab, specielt hans sociale konservatisme og hårde kurs på udenrigspolitiken.

Demokraterne var indædte modstandere af præsidentens forsøg på at støtte Contraerne i Nicaragua. Han anlagde en hård linje i forholdet til Sovjetunionen hvilket foruroligende de demokrater, der ønskede et stop i atomoprustningen, men det lykkedes ham alligevel at øge militærets budget og lancere et nyt high-tech "Star Wars" misil forsvarssystem, som sovjetunionen ikke kunne matche. Da Michail Gorbatjov kom til magten i Moskva blev mange af de konservative republikanere ængstlige over venskabet i mellem ham og Reagan. Gorbatjov prøvede at redde kommunismen i Rusland ved først og fremmest at ende det kostelige våbenkapløb med USA ved, i 1989, at opgive det Østeuropæiske rige (bl.a. Østtyskland Polen og Tjekkoslovakiet). Det kommunistiske styre kollapsede endeligt i 1991.

[redigér] 1988 og til i dag

Uddybende artikel: USA's historie (1988–)

Efter Sovjetunionens fald, fremstod USA som verdens eneste tilbageværende supermagt og fortsatte med at involvere sig i militære aktioner uden for landets grænser, inklusiv Golfkrigen i 1991. Efter hans valgsejr i 1992 stod præsident Bill Clinton for den længstvarende økonomiske ekspansion i amerikansk historie, en sideeffekt af den digitale revolution og nye forretningsmuligheder skabt af Internettet (se Dot com).

Ved begyndelsen af det nye årtusind, blev selve USA angrebet af islamistiske terrorister, i terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center og Pentagon, ledet af Osama bin Laden. Et andet fly, Flight 93, styrtede ned i Pennsylvania tæt på en skov. Som modsvar begyndte regeringen under præsident George W. Bush, militære aktioner (med militær hjælp fra NATO og international politisk opbakning). Den første af disse var en invasion af Afghanistan, der betyd enden på det talibanske styre i landet. som havde støttet og givet husly til bin Laden. Mere kontroversielt var det næste skridt, i hvad præsident Bush kaldte Krigen mod terrorisme, nemlig invasionen af Irak og afsættelsen og tilfangetagelsen af Saddam Hussein i 2003. Denne anden invasion viste sig at være upopulær i en stor del af verden, selv blandt gamle USA-allierede såsom Frankrig, og hjalp til opblusningen af en antiamerikansk stemning.

Præsidentvalget i 2000 var et af de tætteste i amerikansk historie og lagde grundlaget for den senere politiske polarisation.

I august 2005 oversvømmede orkanen Katrina store dele af New Orleans og lagde andre områder af golfkysten øde, inklusiv massive ødelæggelser på kysten langs Mississippi. Regeringens forberedelser og response på orkanen og dens ødelæggelser blev skarpt kritiseret som være ineffektiv og for langsom.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

• (Engelsk) The State of U.S. history, ed. by Melvyn Stokes, Berg Publishers 2002
• (Engelsk) The American Pageant: A History of the Republic (12th Ed.), Bailey, Thomas A., Cohen, Lizabeth, and David M. Kennedy. Houghton Mifflin Company, 2001. ISBN 0-618-10349-X
• (Engelsk) Johnson, Paul M. A History of the American People, Perennial, 1999. ISBN 0-06-093034-9
• (Engelsk) Zinn, Howard. A People's History of the United States, Perennial, 2003. ISBN 0-06-052837-0
• (Engelsk) Rothbard, Murray. Conceived in Liberty, Ludwig von Mises Institute, 2000. ISBN 0-945466-26-9.
• (Engelsk) United States History på encarty leksikon
• (Engelsk) Library of Congress American History Guide
• (Engelsk) American Historical Association

[redigér] Fodnoter

1. ↑ (Engelsk) "Paleoamerican Origins". 1999. Smithsonian Institution. Accessed 2 May 2006.
2. ↑ (Engelsk) Diamond, Jared. Guns, Germs, and Steel, pages 99-100. W.W. Norton and Company, New York, 1999 paperback.

Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: USA's historie