Adolf Eichmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Adolf Eichmann, født Karl Adolf Eichmann 19. marts 1906, død 1. juni 1962 (henrettet), tysk SS-officer (SS-Obersturmbannführer, "oberstløjtnant").

Adolf Eichmann var en højtstående embedsmand i Nazityskland og tjente som Obersturmbannführer i SS. Han var i høj grad ansvarlig for transporten af og drabene på millioner af mennesker under Holocaust, hovedsageligt jøder. Han organiserede identifikationen og transporten af mennesker til de forskellige koncentrationslejre.

Eichmann blev i 1960 fanget af israelske agenter (Mossad) i Argentina, hvor han havde boet under navnet Ricardo Klement, og førtes til Israel. Her blev han retsforfulgt, dødsdømt og hængt.

Indholdsfortegnelse 1 Tidlige liv 2 Præ-Nazi tiden 3 Nazistpartiet og SS 4 2. verdenskrig 5 Efter 2. verdenskrig 5.1 CIA-rapport 6 Tilfangetagelse 7 Rettergang 8 Eichmann-analyse 9 Fodnoter 10 Bøger 11 Eksterne kilder/henvisninger

[redigér] Tidlige liv

Eichmann blev født i Solingen i Tyskland som søn af en nogenlunde velstående forretningsmand og industrialist. I 1914 flyttede hans familie til Linz i Østrig, og under den Første Verdenskrig tjente Eichmanns far i den østrig-ungarske hær. Ved krigens slutning vendte Eichmanns far tilbage til familiens forretning i Linz. I 1920 flyttede Eichmanns familie tilbage til Tyskland.

[redigér] Præ-Nazi tiden

Da Eichmann blev myndig i 1925, tog han atter til Østrig for at studere mekanisk ingeniørarbejde. Men som fattig student droppede han snart ud af seminariet. Derefter forsøgte Eichmann at følge i sin fars fodspor og blive rejsende handelsmand, hvilket igen bragte ham til Tyskland i 1930.

Eichmanns første møde med nazistpartiet var, da han meldte sig ind i Wandervogel-bevægelsen, som er blevet beskrevet som "et bondsk, arisk broderskab baseret på antisemitiske idealer". I 1932 tog Eichmann tilbage til Østrig og meldte sig som 26-årig ind i det østrigske nazistparti.

[redigér] Nazistpartiet og SS

Rådet af en af familiens gamle venner, Ernst Kaltenbrunner, lod Eichmann sig hverve til den østrigske gren af SS 1. april 1932 som SS-Anwärter. Han blev fuldt medlem af SS i november, blev SS-Mann og fik SS-nummeret 45326.

Da nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933, vendte Eichmann tilbage til landet for at melde sig som fuldtids SS-medlem. Han blev accepteret, og i november 1933 blev Eichmann forfremmet til Scharführer og blev en del af det administrative personale i Dachau koncentrationslejren.

I 1934 havde Eichmann valgt at gøre en karriere ud af SS og bad om at blive forflyttet til Sicherheitspolizei (Sikkerhedspolitiet), som på det tidspunkt var blevet en meget magtfuld og frygtet organisation. Eichmann's forflytning blev bevilliget i november 1934, hvor han blev forfremmet til Oberscharführer og fik plads i hovedkvarteret for Sicherheitsdienst (SD) i Berlin. Eichmann blev en eksemplarisk administrator i SD og fik snart sine overordnedes opmærksomhed. Han blev forfremmet til Hauptscharführer i 1935 og i 1937 udnævnt til SS-Untersturmführer.

I 1937 blev Eichmann sendt til Palæstina med sin overordnede, Herbert Hagen, for at vurdere muligheden for en massiv jødisk udvandring fra Tyskland til Palæstina. De landede i Haifa, men kunne kun få transitvisum, så de fortsatte til Cairo. I Cairo mødtes de med Feival Polkes, en agent for Haganah, med hvem de diskuterede zionisternes planer og prøvede at sikre sig deres assistance i at lette den jødiske emigration fra Europa. Ifølge et svar, som Eichmann gav ved sin rettergang, havde han også planlagt at mødes med arabiske ledere i Palæstina; dette skete aldrig, fordi de blev nægtet adgang til Palæstina af de britiske autoriteter. Efterfølgende skrev Eichmann og Hagen en rapport, hvori de frarådede en omfattende emigration til Palæstina af økonomiske årsager, og fordi det stred imod den tyske politik at oprette en jødisk stat der. Denne episode bliver sommetider set som et vigtigt skridt henimod naziernes opgivelse af emigration som den foretrukne "løsning på det jødiske problem".

I 1938 blev Eichmann sendt til Østrig for at hjælpe med at organisere SS-sikkerhedsstyrkerne i Wien efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Tyskland. Efter denne indsats blev Eichmann forfremmet til SS-Obersturmführer, og i slutningen af 1938 blev Adolf Eichmann udvalgt af SS-ledelsen til at danne det Centrale Kontor for Jødisk Emigration, som stod for at tvangsdeportere og udvise jøder fra Østrig. Gennem denne gerning kom Eichmann til at studere jødedommen. Han fandt religionen fascinerende, samtidig med at han udviklede dybe antisemitiske følelser og had til den jødiske tro.

[redigér] 2. verdenskrig

Ved 2. verdenskrigs begyndelse var Eichmann blevet forfremmet til SS-Hauptsturmführer og havde skabt sig et navn med sit Kontor for Jødisk Emigration. Gennem dette arbejde fik Eichmann flere kontakter inden for zionistbevægelsen som han samarbejdede med for at sætte fart på den jødiske emigration fra landet.

Eichmann vendte tilbage til Berlin i 1939 efter oprettelsen af det 3. Riges Centrale Sikkerhedshovedkontor (RSHA). I december 1939 blev han sat til at lede RSHA Referat IV D4, den RSHA-afdeling, som havde at gøre med jødiske anliggender og evakuering. I august 1940 udsendte han sin Reichssicherheitshauptamt: Madagaskar Projekt (Rigets Centrale Sikkerhedskontor: Madagascarprojektet), en plan for jødiske deportationer, som aldrig blev til noget. Han blev forfremmet til SS-Sturmbannführer sent i 1940, og mindre end et år senere blev han Obersturmbannführer.

I 1942 inviterede Reinhard Heydrich Eichmann til at deltage i Wannseekonferencen hvor Tysklands antijødiske forholdsregler blev fastsat gennem en officiel folkemordspolitik. Til denne "Endelige Løsning på det Jødiske Spørgsmål" blev Eichmann sat i arbejde som "Deportationsadministrator", hvilket gav ham ansvaret for samtlige de tog, som skulle transportere jøder til dødslejrene i Polen. Gennem de følgende to år udførte Eichmann sine pligter med en utrolig tjenstiver og pralede ofte med, at han personligt havde sendt over fem millioner jøder i døden med sine tog.

Eichmanns arbejde blev bemærket, og i 1944 blev han sendt til Ungarn, efter at Tyskland havde besat landet af frygt for en sovjetisk invasion. Eichmann gik øjeblikkeligt i gang med at deportere jøder og fik sendt 400.000 ungarere til døden i nazisternes gaskamre.

I 1945 var Eichmanns verden ved at falde sammen, da Heinrich Himmler beordrede, at jødeudryddelsen skulle stoppe, og at beviser for Endlösung skulle destrueres. Eichmann valgte at ignorere Himmler og fortsatte sit arbejde i Ungarn på trods af de officielle ordrer. Eichmann prøvede også at undgå at blive indkaldt i forbindelse med Tysklands sidste militære kraftanstengelse. Han var et år tidligere blevet udnævnt til reserve Untersturmführer i Waffen-SS og blev nu beordret til aktiv krigstjeneste.

Eichmann flygtede fra Ungarn i 1945, da russerne invaderede landet, og han vendte tilbage til Østrig, hvor han mødtes med sin gamle ven Ernst Kaltenbrunner. Kaltenbrunner nægtede dog at have noget at gøre med Eichmann, siden Eichmanns gerninger som administrator for udryddelser havde fået de Allierede til at stemple ham som en alvorlig fjende.

[redigér] Efter 2. verdenskrig

Ved slutningen af 2. verdenskrig blev Eichmann taget til fange af den amerikanske Hær, som ikke var klar over, at denne mand, som præsenterede sig selv som "Otto Eckmann", i virkeligheden var en langt større fisk. Tidligt i 1946 flygtede han fra amerikansk forvaring og skjulte sig i forskellige afkroge af Tyskland i nogle få år. I 1948 modtog han indrejsetilladelse til Argentina, men gjorde ikke øjeblikkeligt brug af den. I begyndelsen af 1950 tog Eichmann til Italien, hvor han gav sig ud for at være en flygtning ved navn Ricardo Klement. Med hjælp fra en franciskansk munk, som havde forbindelser til ærkebiskop Alois Hudal, modtog Eichmann et humanitært pas fra det Internationale Røde Kors Udvalg samt et argentinsk visum. Han ankom med skib til Argentina 14. juli 1950. I de næste ti år arbejdede han i flere forskellige erhverv i Buenos Aires-lokalområdet (fra værkfører på fabrik til professionel kaninopdrætter). Eichmann bragte også sin familie til Argentina. Argentina var på det tidspunkt et tilflugtssted for mange nazister.

[redigér] CIA-rapport

I juni 2006 blev gamle CIA-dokumenter vedrørende USA's relationer med tidligere nazister frigivet. Et memorandum mellem de omkring 27.000 dokumenter viste at i 1958 vidste den vesttyske regering at Eichmann gemte sig i Argentina under navnet Clemens. Alligevel blev ingen handling taget som følge af denne information; regeringen under Konrad Adenauer var bekymret for hvad Eichmann ville sige, specielt om nationalsikkerhedsrådgiveren – Hans Globkes – nazistiske fortid. ^{[1] [2]}

[redigér] Tilfangetagelse

Op gennem 1950'erne viede mange jøder og andre ofre for Holocaust deres liv til at finde Eichmann og andre nazi krigsforbrydere. Blandt dem var nazistjægeren Simon Wiesenthal. I 1954 fik Wiesenthal mistanke om at Eichmann var i Argentina efter at have modtaget et postkort fra en kammerat som var flyttet til Buenos Aires. "Jeg så det beskidte svin Eichmann," stod der i brevet, "Han bor i nærheden af Buenos Aires og arbejder på en water factory". Med denne (og anden) information indsamlet af Wiesenthal havde israelerne solide ledetråde angående Eichmanns opholdssted. Isser Harel, den daværende leder af Mossad (den israelske sikkerhedstjeneste), hævdede senere i et uudgivet manuskript at Wiesenthal "overhovedet ikke spillede nogen rolle' i Eichmanns pågribelse, men at han tværtimod bragte hele Eichmann operationen i fare og aflyste tilfangetagelsen af Auschwitz doktoren Josef Mengele."

En anden medvirkende til afsløringen af Eichmanns identitet var Lothar Hermann, en arbejder af jødisk afstamning som flygtede til Argentina fra Tyskland efter sin indespærring i Dachau koncentrationslejren, hvor Eichmann havde tjent som administrator. I 1950'erne havde Hermann bosat sig i Buenos Aires med sin familie; datteren Sylvia stiftede bekendskab med Eichmann-familien og indledte en romance med Klaus, Eichmanns ældste søn. På grund af Klaus' pralende bemærkninger om sin fars liv som nazist og direkte ansvar for Holocaust vidste Hermann, at han havde fat i den lange ende af noget i 1957 efter at have læst en avisberetning om tyske krigsforbrydere - af hvem Eichmann var en. Snart efter sendte han Sylvia til Eichmanns hjem for at indsamle oplysninger. Hun blev i døren mødt af Eichmann selv, og efter uden held at have spurgt efter Klaus, spurgte hun om det var hans far hun snakkede med. Eichmann bekræftede dette. Ophidset begyndte Hermann snart en korrespondance med Fritz Bauer, ledende anklager i den vesttyske stat Hessen og skaffede detaljer om Eichmanns person og liv. Bauer vidste at Tyskland, med de mange tidligere ansatte af naziregimet, ikke ville gøre meget for at yde retfærdighed overfor Eichmann. Han kontaktede derfor israelske emberdsmænd, som gennem de næste mange år arbejdede tæt sammen med Hermann for at lære mere om Eichmann og for at formulere en plan for en tilfangetagelse af ham.

I 1960 fandt Mossad ud af at Eichmann var i Argentina og begyndte at lede efter hans præcise opholdssted hvorefter det, gennem konstant overvågning, blev bekræftet at Ricardo Klement i virkeligheden var Adolf Eichmann. Den israelske regering godkendte derefter en operation, som skulle tage Eichmann til fange og bringe ham til Jerusalem, så han kunne retsforfølges for krigsforbrydelser. Han blev fanget af et hold Mossad agenter 11. maj 1960, som en del af en hemmelig operation. Han blev derefter fløjet med et El Al fly fra Argentina til Israel 21. maj 1960.

I noget tid benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige. Til sidst opgav man dog bortforklaringerne og premierminister David Ben-Gurion bekendtgjorde herefter tilfangetagelsen af Eichmann til Knesset (Israels lovgivende forsamling) d. 23. maj 1960, hvorved han til gengæld modtog en stående hyldest. Isser Harel, som var leder af Mossad da operationen fandt sted, skrev en bog om Eichmanns tilfangetagelse med titlen Huset i Garibaldi Street; nogle år senere skrev et medlem af gruppen bag tilfangetagelsen, Peter Malkin, Eichmann i mine Hænder, en bog som indeholder et fascinerende indblik i Eichmanns person og motivationer, men hvis sandfærdighed er omstridt.

[redigér] Rettergang

Eichmann's rettergang ved den israelske domstol i Jerusalem begyndte 11. april 1961. Han blev tiltalt for 15 sigtelser, deriblandt forbrydelser mod menneskeheden, forbrydelser mod det jødiske folk samt medlemskab af en ulovlig organisation. Som det er standard vel israelske retssager blev hans sag ført foran tre dommere. Gideon Hausner, den israelske justitsminister, var hovedanklager.

Retssagen skabte stor international polemik såvel som international sensation. Den israelske regering tillod nyhedsprogrammer fra hele verden at filme retssagen live med enkelte forbehold. Seere kunne på fjernsyn se en ubestemmelig mand sidde i en boks af skudsikkert glas mens vidner, deriblandt mange overlevende fra Holocaust, vidnede mod ham om hans rolle i transporten af ofre til koncentrationslejrerne. Under hele retssagen insisterede Eichmann på at han kun fulgte ordrer - det samme argument som blev brugt af mange af Nazi krigsforbryderne under Nürnbergprocessen 1945-1946 . Han erklærede tydeligt at han havde givet afkald på sin samvittighed for at kunne følge Førerprincippet. Dette forsvar underbyggede Milgram-eksperimentet.

Efter 14 uger med vidnesbyrd fra mere end 1.500 dokumenter, 100 anklagervidner (hvoraf 90 var overlevende fra nazisternes koncentrationslejre) og snesevis af forsvarende vidnesudsagn leveret med diplomatisk kurér fra 16 forskellige lande, sluttede Eichmann retssagen 14. august 1961, hvor dommerne trak sig tilbage for at drøfte sagen.11. december bekendtgjorde de tre dommere deres domsafsigelse hvor Eichmann blev kendt skyldig i alle anklager. Han blev dømt til døden 15. december 1961. Eichmann appelerede afgørelsen, mest baseret på juridiske diskussioner vedrørende Israels lovgivning og lovligheden af de love som han blev dømt efter. Han hævdede også at han var beskyttet af det faktum at han blot fulgte statens ordrer. 29. maj 1962 afslog Israels højesteret Eichmanns appel og fastholdte den tidligere domsafsigelse. 31. maj afviste Israels præsident Yitzhak Ben-Zvi Eichmanns bønskrift. Eichmann blev hængt få minutter efter midnat 1. juni 1962, ved Ramla fængslet, officielt den eneste civile henrettelse der nogensinde er blevet begået i Israel. Eichmann skulle eftersigende have nægtet et sidste måltid og foretrak i stedet en flaske Carmel, en tør rød israelsk vin som han drak halvdelen af. Han nægtede også at bære den traditionelle sorte hætte ved sin henrettelse.

Hans sidste ord skulle efter forlydende have været "Længe leve Tyskland. Længe leve Østrig. Længe leve Argentina. Disse er de lande som jeg har været tættest forbundet med og jeg skal ikke glemme dem. Jeg måtte følge krigens og mit flags regler. Jeg er rede."^{[Kilde mangler]} Hans krop blev kremeret og asken spredt i havet den følgende morgen, så ingen nation ville kunne kaldes Adolf Eichmanns endelige hvilested.

[redigér] Eichmann-analyse

I de 40 år der er gået siden Eichmanns død have historikere spekuleret over forskellige kendsgerninger om hans liv. Det vigtigste spørgsmål er vedrørende hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om at Eichmann vidste præcis hvad han lavede; men flere "Eichmann-forsvarere" (deriblandt hans søn) mener at han blev urimeligt dømt og at han kun gjorde sin pligt som tysk soldat.

En tredje - og meget kontroversiel - analyse kom fra den politiske teoretiker Hannah Arendt, en jøde som var flygtet fra Tyskland inden Hitler kom til magten, og som skrev om Eichmanns retssag for The New Yorker-tidsskriftet. I Eichmann i Jerusalem, en bog skrevet om denne retssag, konkluderede Arendt at, bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller en psykologisk skade. Hun kaldte ham legemliggørelsen af "ondskabens banalitet," som han i retten lod til at have en ganske almindelig personlighed, som hverken viste tegn på skyld eller had. Hun mente at dette faktum såede tvivl om teorien om at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end almindelige mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser hvis de er i den rigtige situation og har rigtige incitamenter, men Arendt var uenig i denne tolkning.

Eichmanns involvering i SS-Undergrundsgruppen ODESSA er også et mysterium, eftersom der er beviser som peger på at Eichmann havde kontakt til gruppen, men ikke deltog aktivt i ODESSA's aktiviteter. Der er også en overflod af rygter om hvorvidt Eichmann kendte Josef Mengele personligt eller ej, og om de to krigsforbrydere nogensinde samarbejdede i Sydamerika. Mossad var overbevist om at Eichmann var en af Mengeles kontakter og havde planlagt en dobbelt tilfangetagelse i 1961 hvis Eichmann havde afsløret Mengeles opholdssted.

En fodnote om Eichmanns SS-karriere fokuserer på spørgsmålet om hvorfor han aldrig blev forfremmet til fuldstændig SS-Oberst, kendt som Standartenführer. Med Eichmanns fortid og ansvar ville han have været en fortrinlig kandidat til forefremmelse, men efter 1941 viser hans SS-optegnelser ingen beviser på at han nogensinde blev anbefalet til endnu en forfremmelse. Mange har spekuleret på om Ernst Kaltenbrunner kan have set Eichmann som en farlig mand, eftersom han steg så hurtigt inden for SS, og have bremset hans SS-karriere for at forhindre Eichmann i at blive for magtfuld.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Adolf Eichmann

[redigér] Fodnoter

1. ↑ "Rapport: CIA beskyttede topnazist", 2006-06-07, pol.dk
2. ↑ Haaretz.com - Documents show post-war CIA covered up Nazi war crimes

[redigér] Bøger

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

• Adolf Eichmann - biografi på tysk og engelsk
• Tilfangetagelsen af Adolf Eichmann fra det Jødiske Virtuelle Bibliotek
• Deklassificeret CIA navnefil på Adolf Eichmann - Stillet til rådighed af National Security Archive
• Eichmann retssagen: Den fulde afskrift - Stillet til rådighed af Nizkor Projektet