Alexander den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Alexander den Store på sin hest Bukephalos i slaget ved Issus, 333 f.Kr.
Detalje fra mosaik fra Pompei fra 1. århundrede f.Kr.

Kort over Alexander den Stores rige

Alexander den Store (gr.:Μέγας Αλέξανδρος, født sidst i juli, 356 f.Kr., død 10. juni 323 f.Kr.) var konge af Makedonien. Alexander den Store, var søn af kong Philip II af Makedonien, og Philip's fjerde kone Olmpias, prinsesse af Epirote datter af konge Epiruns, konge over Molosserne. Ifølge Plutarch, (Alexander 3.1,3) stammer Alexanders mor fra den græske helt Achilleus. Og hans far fra Herkules. De græske bystater var allerede blevet samlet under Alexanders far, Filip 2. af Makedonien. Men Alexander den Store måtte først generobre dem efter en række oprør og kunne 2 år efter hans bestigning af tronen invadere og erobre Persien, Egypten og en række andre kongedømmer. Han nåede helt frem til det nordlige Indien. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur til flere kontinenter.

[redigér] Barndom

Alexanders første læremester var en slægtning til hans mor Olympias, Leonidas, der havde en hel flok lærer under sig. Men Leonidas' måder at lærer fra sig på var brutale og fik ikke den forventede succes som man havde håbet på. Derfor sendte Alexanders far bud efter Aristoteles. Aristoteles blev Alexander og nogle jævnaldrende drenges læremester. Han gav Alexander grundig træning i retorik og litteratur. Han stimulerede Alexanders interesse for videnskab, medicin og filosofi. Det er sandsynligt, af det var Aristoteles der gjorde Alexander fortrolig med den græske kultur. Aristoteles gav Alexander en kopi af lliaden, som Alexander altid havde med sig og som han læste hyppigt i. Allerede som dreng deltog Alexander i Filips kampe for at få magten i Grækenland, men kom siden i strid med faderen, der havde tilsidesat Alexanders mor som dronning.

[redigér] Makedonien på Alexanders tid

Alexander var makedonske. Hans hjemland var Makedonien. Selvom Makedonien ligger lige nord for grækerne, var der endnu i klassisk tid adskillige grækere, som hævdede, at makedonerne slet ikke var rigtige grækere. Men at de var lige så meget barbarer som alle de folk, der ikke var med i grækernes sproglige og kulturelle fællesskab. Men efter alt at dømme var makedonernes sprog en græsk dialekt og det er rimeligt nok at regne dem med til det græske kulturkreds. Selvom de lå i udkanten og selvom de sandsynligvis er blevet præget fra illyriske og thrakiske folk fra vest, nord og øst. Fra det 5. århundrede f.kr. vandt græsk sprog og kultur i stigende grad frem i Makedonien. Først og fremmes dog kun ved den makedonske adel og kongefamilien. Makedonien havde en del frugtbar agerjord, som lå i floddalene og ved kysten. Men det meste af landet var bedre egnet til kvæghold og hesteopdræt, hvis det da ikke var for uvejsomme bjerge og skovstrækninger. Fra skovene kom der imidlertid det tømmer som det øvrige, træfattige Grækenland havde hårdt brug for til at kunne bygge skibe. I bjergene var der guld og sølv som de makedonske konger kunne bruge til egne mønter. Det meste af guldet kom fra ”kongens fæller” -bjerget. Makedonien havde ikke ret mange ”vigtige” byer. De vigtigste af byerne var Agiai, den gamle hovedstad og Pella, den ny hovedstad, som overtog rollen som hovedstad i det 4. århundrede f.kr. Sammenlignet med stater som Athen og Korinth var Makedonien et ret primitivt samfund, af større og mindre agerbrugere og kvægavlere. Deres forfatning var også ganske anderledes end fx den athenske. I Makedonien fandtes der stadig en konge som var den øverste leder og anfører i krig. Men kongen var dog ikke helt enevældig. Han styrede sammen med medlemmer af kongefamilien og ledere af landets fornemmeste adelsslægt. Tilsammen blev de kaldet for ”kongens fæller” I særlige tilfælde kunne medlemmer af ”kongens fæller” optræde som tronprætendenter. Desuden var det en almindelig folkeforsamling eller snarere en hærforsamling der skulle anerkende den ny konge, hvis den gamle konge døde og arvingen ikke var gammel nok, til at regere.

[redigér] Alexander III (Alexander den Store) kommer til magten.

Efter mordet på Filip i 336 tog Alexander omgående kongemagten, befæstede sit herredømme i Grækenland og knuste bl.a. bystaten Theben fuldkommen, da den satte sig imod ham. Eftersom Philip nu var død, skulle der vælges en ny konge. Monarkiet i Makedonien var ikke arveligt, så kongevalget blev, som vanligt, afgjort af de ledende stormænd. Der var flere kandidater til pladsen som konge. Men Alexander III var hurtig og fik hæren på sin side. Og blev derfor hurtigt valgt som den ny konge over Makedonien. Han blev efter valget vist frem for hæren, som skulle godkende Alexander som deres leder. Hvilket de selvfølgelig gjorde. Rollen som regent var dog ikke helt uvandt for Alexander. Ifølge kilder, skulle kong Philip på et tidspunkt have overladt magten til Alexander. ”på et felttog mod Byzans i 340 betroede Philip Alexander, der på det tidspunkt var 16 år, ledelsen af kongedømmet, idet han sørgede for at omgive ham med erfarne rådgivere.” Der er også beretninger om andre gange hvor Philip har overlade magten til Alexander, for en kort periode. Så Alexander var ikke helt uvant til at skulle styre et land. Da Alexander kom til magten, var han lige fyldt 20. Men allerede inden for de første 15 måneder havde han knust oprør rundt omkring, og marcherede ind i forskellige græske byer, hvor han havde forlangt underkastelse. Han havde sendt sin hær, så langt op nord som Donau floden, for at ødelægge Theben. I 334, og med 37,000 mænd under sin kommando, marcherede han ind i Asien. Stadig for at erobre nyt land til sit empire. Han tilføjede nyt land til gammel og forsigtigt styrkede han sit erobrede land ved at grundlægge græske byer de steder han havde erobrede.

[redigér] Alexander i Krig

Størsteparten af Alexanders regering – fra 334 – var opfyldt af hans store felttog mod Persien. I tre slag (Granikos 334, Issos 333 og Gaugamela 331) slog makedonerne under Alexanders ledelse de persiske hovedhære, hvorefter riget brød sammen og den sidste persiske konge myrdedes under flugten. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander også erobringer på andre fronter, bl.a. af Fønikien under stor blodsudgydelse (332) og af Egypten (332-31).Når man ser på kilderne fra antikken om Alexander den Store, så viser de næsten alle sammen, at Alexander var en mand der formåede at gøre noget som ingen anden. Man må formode, at Alexander var en rigtig god strateg i krig og et politisk geni. Den måde han ud fra teksterne førte sine krige på, tyder på, at han var en fantastisk strateg i krige. Den græskes verdens hovedvåben var og havde i flere 100 år været, det tungtrustede fodfolk. Der var opstillet i den tætsluttende, dybe formation, der kaldes falanks. Den makedonske falanks fik under kong Philip, en moderniseret udrustning og blev gennemekserceret, og dens taktik blev fornyet. Samtidig blev rytteriet kraftigt styrket som angrebsvåben. Og endelig i det løbet af det 4. århundrede, skete der adskillige fremskridt inden for belejringskunsten, som makedonerne også fulgte med i. Under Alexander blev rytteriet, som han selv var i, gjort til et endnu stærkere våben. Og han begyndte at bruge det mere. Et eksempel på hvordan Alexander førte krig. Finder vi i bogen ”Alexander Den Store (2005)” af Bengt Liljegren oversat til dansk af Finn Abrahamowitz, under afsnittet ”Granikos”. Ifølge kilderne udarbejdede han hurtigt en plan om øjeblikkeligt angreb. ”Langs floden grupperede man skjolddrabanterne og falanksen på en næsten to kilometer lang og mand dyb linje. Kavaleriet blev stillet op på fløjene, på linje og med en dybde af ti heste. Alexander anførte selv de beredne makedonske krigskammerater på højre fløj, mens Parmenion kommanderede den venstre, hvor de thessaliske, thrakiske og græske ryttere var... Ligesom en skakspiller af og til vælger at ofre en brik for at opnå fordele, sendte Alexander først Amyntas med en lille kontingent kavalerister... Det skabte uro i persernes kavaleri og trak sig ud på fløjen. Alexander og Parmenion kunne dermed udnytte dette til at angribe perserne på fløjen. Makedonernes lanser forårsagede store skader blandt perserne og de måtte trække sig tilbage da deres anførere var faldet. De græske lejesoldater bad om nåde, men Alexander gik til angreb for at vise sin dominans og dermed var hans sejr total.” Det var ved dette første store slag, at Alexander for første gang viste sine evner for perserne, men dog var det uden Dareios’ tilstedeværelse. Det var dog slaget ved Guagamela og den endelig kamp mod Dareios, at Alexander opnåede samme berømmelse som hans barndoms helt Achilleus. Antallet af hvor mange krigere der var tilstedet varierer alt efter kilderne og er ikke til at komme med et helt præcis tal. Diodoros og Arrianos fortæller, at Dareios i løbet af to år havde samlet en hær svarende til en million, men dette er tydeligvis en overdrivelse. Quintus Curtius Rufus er den der opgiver det laveste tal: 200.000 infanterister og 45.000 kavalerister . Alexander derimod bliver derimod oplyst, at have haft 40.000 infanterister og 7.000 kavalerister. Hvilket muligvis er sat en smule lavt. Men en ting som med stor sikkerhed er, at Alexanders hær var betydelig mindre end Dareios’. Arrianos beretter slagets momentum ved Guagamela: ”I et kort stykke tid blev der udkæmpet en nærkamp, men da rytterne omkring Alexander, og også han selv, gjorde et kraftfuldt angreb ved at trænge sig frem og stikke perserne i øjnene med deres spyd, da den tæt pakkede makedonske falanks med fremstrakte lanser havde kastet sig over dem, og alle frygtelige ting på én gang viste sig for den skrækslagne Dareios, var han den første, der gjorde helt om og flygtede”. Også her såvel som ved Granikos var det Alexanders taktiske geni der igen gjorde sig bemærket. Makedonernes mod og disciplin havde endnu engang gjort sig gældende for den største sejr i Alexanders liv. Den persiske hær blev slået i stumper og stykker og Dareios, måtte ligesom Arrianos beretter, flygte igen. Allerede to år før havde Dareios tabt slaget ved Issos og her havde han også været klart i overtal. Arrianos taler om at Dareios havde samlet en hær på 600.000 mand, men hverken hans tal eller nogle af de andres tal virker troværdige. Forfatteren Bengt Liljegrens vurderer at der er tale om 75.000 persere mod 30.000 makedonere, hvilket også må siges at være meget realistisk. Alexander vandt dette slag pga. makedonernes meget bedre våben og måden Alexander opildnede sine soldater til at gribe krigen an på. En anden væsentlig faktor var at Dareios vurderede slaget for tabt, og han flygtede og lod sine tropper i stikken. Dette slag er også vist i filmen ”Alexander”, her får man at se hvordan Alexander opildner sine soldater og hvordan han selv, sammen med sine hans øverste kommanderende ligger en strategi for slaget.

[redigér] Alexanders død

Efter den endelige sejr over perserne udnævntes Alexander til storkonge og arbejdede for at fæstne sin magt. Han fortsatte dog felttoget til det nordlige Indien, hvor et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i administration og styre og kvalte et begyndende mytteri blandt sine egne soldater. Alexanders karriere, som leder og militær strateg sluttede i 323 f.kr. På en eftermiddag omk. Den 10–11 juni, 323 f.kr. i Babylon, døde Alexander af en mystisk sygdom. Han var kun en måned fra sin 33 års fødselsdag. Det er i tidensløb bleven fremsat forskellige teorier, det har prøvet at fastslå grunden til hans død. Dette inkluderer forgiftning, sygdom oven på en vild fest eller et tilbagefald fra malaria, som han havde fået i 336 f.kr. Men de fleste kilder peger på af Alexander døde af feber, efter en særlig vild fest. Men der er ikke nogen i historien der præcis kan afgøre hvad Alexander døde af. Der findes en dagbog fra 323-322 f.kr. Den fortæller om Alexanders død. Den befinder sig i dag på British Museum, London. Ifølge den blev Alexander på sit dødsleje, spurgte af hans generaler om, hvem han testamenterede sit kongedømme til. Siden Alexander ikke havde nogen arving (hans søn Alexander IV var ikke født, og han kunne alligevel først arve når han blev 20), var det et vigtigt spørgsmål. Det er nogen debat om hvad Alexander svarede. Nogle mente at Alexander sage, "Kratitso" (det betyder "Til den stærkeste!") Det skulle vise sig at være utrolig vigtig hvordan han sagde dette. For andre mente at han måske havde sagt, "To Craterus". Dette er muligt for grækerne udtaler "den stærkeste" og "Craterus" på samme måde, det er kun anderledes ved accenten. Talemåden og navnet er faktisk det samme, bortset fra et enkelt bogstav i det oldgræske sprog. De fleste mener at Alexander havde til hensigt, at vælge en af sine generaler. Hans oplagte valg ville have været Craterus, fordi han var leder af den største del af Alexanders hær, (infanteriet), fordi han havde vist sig som en glimrende strateg, og fordi han havde de "ideelle" makedonske karaktertræk. Men uanset hvad Alexander havde sagt, så blev Craterus hurtigt myrdet. Alexanders empire blev delt i fire kongeriger.

På højden omfattede Alexanders rige - foruden Grækenland – det nuværende Egypten, Syrien, Libanon, Israel, Jordan, Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan. Som enehersker gjorde han meget for at passe ind i de forskellige kulturer og lade sig hylde som gudefyrste af de lokale folkeslag – om dette skyldtes et forsøg på at skabe tværkulturelt sammenhold om herskeren eller blot var udtryk for egen magtlyst, er ikke klart. Desuden tog han i vidt omfang lokale officerer og stormænd i sin tjeneste, hvis de viste sig loyale. Hans kurs var ikke populær hos hans makedonske landsmænd, som følte at han svigtede sin baggrund. Endelig gennemførte han en hektisk aktivitet mht. bygrundlæggelser.

Efter Alexanders død brød riget forholdsvis hurtigt sammen under stridigheder mellem forskellige makedonske generaler der alle ville være hans arvtagere, de såkaldte diadokiske kongedømmer hvor de tre største blev det Seleukidiske Rige, Makedonien og det Ptolemæiske Egypten.

Alexander synes at have været en dristig og energisk hærfører der nåede store resultater, men viste sig også hensynsløs i krig og despotisk over for sine undersåtter, efterhånden som hans magt øgedes.

[redigér] Se også

• Filmen Alexander af Oliver Stone

Og den nye film Alexander.

[redigér] Kilder og litteratur

• Flavius Arrianos: Alexandros’ Bedrifter samt om Indien og Nearchos’ Kystfart, oversat og oplyst ved Anmærkninger af M.Cl. Gertz. Kbh. 1913-15. (Antik hovedkilde til Alexanders liv)
• Charles Mercer: Alexander den Store. Kbh. 1964. (Populærhistorisk skildring)
• Bengt Liljegren: Alexander den Store. Kbh. 2005.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Alexander den Store