Jesus fra Nazaret
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jesus omdirigeres hertil. For andre betydninger af Jesus, se Jesus (flertydig).
| Religion | |
| Abrahamitiske religioner | |
| jødedom - islam | |
kristendom Denne artikel er del af serien Kristendom |
|
| Skrifter | |
|
Bibelen · GT · NT |
|
| Trosartikler | |
| Treenigheden | |
|
Faderen · Sønnen · Helligånden |
|
| Mærkedage | |
|
Kirkeåret |
|
| Livscyklus | |
| Bønner | |
| Kirkeliv | |
| Dagligt liv | |
|
Kristen etik |
|
| Nye testamente | |
| Middelalderen | |
| Reformationen | |
|
Jan Hus · Martin Luther |
|
| Folkekirkelige retninger | |
|
pietisme · grundtvigianisme |
|
| Retninger | |
|
ortodoks |
|
| Kamp og splid | |
Jesus fra Nazaret er en skikkelse af stor religiøs betydning, der ifølge de kristne overleveringer levede i Israel fra ca. 7-4 før vor tidsregning til år ca. 30-33. Ifølge Det Nye Testamente er han Guds søn, og kristne kalder ham også for Jesus Kristus eller simpelthen Kristus.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Jesu liv
Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem syd for Jerusalem mellem år 7 f. Kr. og 4 f. Kr. Han levede de første år af sit liv i Egypten, men hans forældre bosatte sig senere i Nazaret (deraf navnet). Fortællinger om hans tidligere barndom er meget sparsomme, men det berettes at han rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem da han var tolv år gammel, hvor han overraskede de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.
Jesus er mest kendt for sit senere virke (omkring 30-års alderen) startende i Galilæa og senere også i Judæa. Det første overnaturlige mirakel, der berettes om er forvandlingsunderet i Kana, hvor Jesus forvandler vand til vin. Derefter går han fra by til by og udlægger teksterne i synagogerne og helbreder de mennesker, der kommer til ham. Efterhånden udvælger Jesus en lille flok mænd på tolv til at følge ham. Han underviser dem i lignelser og profetier om hvad der skal ske, som der tidligere er blevet forudsagt i skrifterne. Efter tre års virke kommer Jesus til Jerusalem og bliver hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men da han ikke opfylder deres krav om en sejrene Messias, så forråder Jesu discipel Judas ham og jøderne anklager ham for gudsbespottelse.
På grund af den romerske besættelsesmagt har jøderne ikke ret til at idømme dødsstraf, og fremviser derfor Jesus for Pilatus. Efter forskellige forhør overgiver Pilatus ham til jøderne, og lader det være op til dem, hvad de gør med ham. Jesus bliver korsfæstet på Golgatha lige uden for bymuren.
Efter tre dage opstår han fra de døde, og vandrer på jorden i 40 dage og udlægger skrifterne for hans efterfølgere. 40 dage efter sin opstandelse bliver Jesus løftet op til himlen, mens hans disciple ser til.
[redigér] Historiske kilder
Der er stor uenighed om Jesus er en historisk person, eller om han er en person der har udviklet sig til en sagnfigur.
[redigér] De antikke historikere
Josefus (Josef ben Mattias) var jødisk historiker omkring Jesu tid. Han er født i år 37 e. Kr. og døde i 100 e. Kr. I hans The Antiquities of the Jews fra år 93 eller 94 e. Kr. skriver han:
"3. Now, there was about this time, Jesus, a wise man, if it be lawfull to call him a man, for he was a doer of wonderful works, - a teacher of such men as receive the truth with pleisure. He drew over to him many of the Jews, and many of the Gentiles. He was [the] Christ; and when Pilate, at the suggestion of the principal men amongst us, had condemned him to the cross, those that loved him did not forsake him, for he appeared to them alive again the third day, as the divine prophets had foretold these and then ten thousand other wonderful things concerning him; and the tribe of Christians, so named from him, are not extinct at this day." (Josephus, Complete works, oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379)
Josefus beretter også i ca. år 90 om Jakobs henrettelse og kalder ham Jakob, ”bror til Jesus, den såkaldte Kristus”
Tacitus nævner de kristne (chrestianere) ca. 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger at dette navn stammer fra en ”Chrestus som prokuratoren Pontus Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette” Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro”(Annalen XV, 44)
Sueton fortæller efter år 130 i sin beretning om Klaudius (død 54), at denne kejser ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”
[redigér] Paulus
Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring 50-60, og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig dog imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det bare at hans breve ikke er fortællinger om Jesus' liv, men derimod, om hvem Jesus var teologisk set og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren og han blev forrådt (1 Kor 11,23ff) og han døde, blev begravet og opstod på tredje dagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).
[redigér] Evangelierne
Af kilder til Jesu liv er evangelierne de vigtigste.
[redigér] Evangeliet ifølge Matthæus
Dette evangelium er det første i Ny Testamente, og var det evangelium den tidlige kirke foretrak. Evangeliets status som det første i Ny Testamente skyldes den stamtavle, der indleder Matthæusevangeliet. Denne stamavle har man fundet var en optimal måde at indlede hele skriftsamlingen der udgør Ny Testamente. Forfatteren til Matthæusevangeliet er anonym, men blev tidligere tilskrevet apostlen Matthæus, idet evangeliet var det eneste der vidste at tolderen Levi også hed Matthæus. Men denne identifikation er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet. Matthæusevangeliet er er halv gang længere end det ældste evangelium, Markusevangeliet, og har næsten indoptaget hele stoffet fra dette evangelium. Der er dog tilknyttet en forhistorie til Matthæusevangeliet, der ikke eksisterer i Markusevangeliet, og endvidere er den indoptaget Markus-tekst omordnet og redigeret. Matthæusevangeliet er blevet til i en jøde-kristen kontekst. Der er i evangeliet en stor fortrolighed med den jødiske tradition og tankegang. Evangeliet er skrevet senere end år omkring år 70, hvor Markusevangeliet er forfattet. Og den udbredte opfattelse er at evangeliet er skrevet engang i 80'erne.
[redigér] Evangeliet ifølge Markus
Markusevangeliet er det evangelium man regner med er det ældste, og og er skrevet omkring 40 år efter Jesu død. Evangeliet er oprindelig overleveret anonymt, uden forfatterangivelse. Men efter oldkirkelig tradition, tilskrives evangeliet Markus; der var Peters tolk. Denne tradition er dog næppe sandsynlig. De fortællinger som evangeliet indeholder er overtaget efter mundtlig tradition og overlevering. Disse overleveringer er overtaget og formentlig formet til en helhed af evangelisten. Markusevangeliet er dermed som historisk kilde tvivlsom, men den i evangeliet eksisterende balance mellem det tidstypiske og det individuelle af en sådan karakter at det ikke ligger udenfor hvad der er sandsynligt rent historisk. Markusevangeliet er sandsynligvis skrevet i et hedningekristent miljø, idet en række jødiske sædvaner og hebraiske ord forklares for læseren. Endvidere er der en række latinske låneord i evangeliet, hvilket også i oldkirkelig tradition blev udlagt som om evangeliet blev skrevet i Rom. Denne tradition står dog også hen i det uvisse.
[redigér] Evangeliet ifølge Lukas
Ligesom de øvrige evangelier er også Lukasevangeliet en anonym tekst, der først i en senere tradition er blevet tilføjet et forfatternavn. Der er intet sted i teksten, forfatteren afslører sit navn. Det eneste man får at vide om forfatteren er at denne ikke selv var øjenvidne til de i evangeliet omtalte begivenheder, men derimod er forfatteren afhængig af overleveringer. Selve evangeliet er sandsynligvis skrevet omkring år 80-100, og henvender sig til et ikke-jødisk, hellenistisk publikum. Forfatteren har haft kendskab til tidligere evangelietekster og benytter sig af en del materiale fra Markusevangeliet. Og selve fortællingen følger også Markusevangeliets fortælleramme. Dog er en del materiale fra Markusevangeliet udeladt, og forfatteren benytter sig også af en del materiale der er sammenlignelig med Mattæusevangeliet; den såkaldte Q-tekst. Men omkring en tredjedel af evangeliet er særegent for Lukasevangeliet, og benævnes L. Denne L-tekst er vanskelig at bestemme. Det er usikkert hvor meget der er overleveret materiale og hvor meget der kan tilskrives forfatterens kreativitet. Af L-tekst kan blandt andet nævnes Barndomshistorien 1,5-2,52.
[redigér] Evangeliet ifølge Johannes
Af evangelierne i Ny Testamente er Johannesevangeliet det yngste. Man regner med at evangeliet er skrevet omkring år 100. Traditionen peger på at evangeliet er skrevet i byen Efesos, der på den tid var et mødested for mange religiøse strømninger. Forfatteren til evangeliet er omstridt. I den oldkirkelige tradition regner man med at Johannes Zebedæus'søn var forfatteren. En anden tradition modsiger dog dette, da Johannes i denne skulle være død før affattelsestiden. Johannesevangeliet synes heller ikke at være affattet af en person, der har levet i Galilæa på Jesu tid, men synes nærmere at afspejle en tid, hvor man ikke har kendt den levende, historiske Jesus. Andre teorier om forfatteren af evangeliet, taler om en forfatterskole - et johannæisk forfatterkollektiv.
[redigér] Andre ny testamentlige skrifter
Hebræerbrevet bevidner at Jesus er født af Judas stamme (Hebr 7,14), og døde udenfor byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2).
Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske dataer om Jesu liv.
[redigér] Apokryfiske skrifter
Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (fx Thomas-evangeliet eller Judasevangeliet). Disse repræsenterer ofte andre strømninger inden for den tidlige kristendom, end den, der med tiden skulle udvikle sig til, hvad vi i dag anser for traditionel kristendom, disse er dog ikke nær så godt bevidnet, som de evangelier, vi har i Det Nye Testamente, og er også meget senere forfattet. Thomasevangeliet i år 200, og Judasevangeliet sandsynligvis fra samme tidspunkt eller senere, altså mindst 100 år senere i de evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Disse skrifter siger derfor meget mere, om de gnostiske strømninger, som de udsprang af, end om historien om Jesus fra Nazaret.
[redigér] Etymologi og grammmatik
Kristus er den latinske form af det græske Χριστός Christos, som betyder "den salvede". Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord מָשִׁיחַ māshiaḥ, der ligeledes betyder "salvet", og er indlånt i dansk som Messias - en titel, Jesus blev givet af hans følgere for at understrege hans specielle status, som den, der var blevet profeteret om i den jødiske Bibel, de kristnes "Gamle Testamente".
Betegnelsen "den salvede" henviser nemlig til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet (konger, der var blevet indsat er Gud, var nemlig indsat ved salvelse med olie). F.eks Esajas 9,5 hvor der står: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre ... stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus, som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Dette henvises der til utalllige gange i evangelierne, så som Matthæus 1,1: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn".
Navnet Jesus kommer af det hebraiske navn Josva, der betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæus-evangeliet tolket sådan: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)
På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige en række andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum). Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.
[redigér] Jesu undervisning og lære
Jesu undervisning og lære er omfattende og bærer præg af en mand, der taler konkret og relevant ind i den kontekst hans samtidige levede i.
Særligt kendt er bjergprædiken, hvor Salighedsprisningerne, Fadervor og Den gyldne regel er nedskrevet. Desuden har vi her bl.a. Jesu banebrydende nye tolkning af loven, taler mod mammon og dømmesyge og mod falske profeter. (læs mere uddybende om bjergprædikenen).
Derudover har vi lignelserne, der som oftest beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder, så som ordet om riget, der som et sædekorn bliver sået i menneskers hjerte, noget vokser op og bære frugt, hvor andet bliver kvalt af dagliglivets gøremål, eller ikke bliver modtaget overhovedet eller går til grunde pga. forfølgelser (Mark 4,1-20). Andre billeder handler om surdej, sennepsfrø, hyrder, brylluper, dommere, brudepiger, vinbønder osv.
Jesus er ofte i konfrontationer med andre jødiske gruppe, særligt farisærne, men også sadukærne og herodianerne, hvor Jesus anklager dem for hykleri, ubarmhjertig og forstokkenhed. Andet undervisning er myntet på Jesu disciple. Her tales om efterfølgelsens hårde vilkår, om opmundring til udholdenhed i, om at være alles tjenere, om tidernes ende osv.
Jesus vedkender at han er Kristus den levende Guds søn, og underviser om at han skal lide, dø og opstå igen efter. Han er kommet for at lade sig tjene og give sit liv til som løsesum for mange (Matt 20,28). Særlig Johannesevangeliet har meget undervisning om Jesu person. Han er det det levende brød (Joh 6,51), den gode hyrde (10,11), opstandelsen og livet (11,25), verdens lys (8,12), det sande vintræ (15,1), Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv (Joh 3,16). Efter Jesu opstandelse bærer hans undervisning præg af at overbevise dem om hans opstandelse og forståelsen af denne begivenhed. Derudover gives disciplene nu den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære (Matt 28, 16 og ApG 1,8).
Se mere uddybende under emnet Jesu undervisning.
[redigér] Spørgsmål angående Jesus i Det Nye Testamente
Da der igennem historien har rejst sig mange spørgsmål angående Jesus, vil nogle af dem blive behandlet her:
[redigér] Spørgsmål angående Jesus’ fødsel:
I Bibelen findes Jesu historie i Det Nye Testamente som bl.a. består af de fire evangelier Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet.
At Jesus var født i Betlehem, erfarer vi i Matthæus- og Lukasevangeliet. Disse to synoptiske evangelister (som skrev uafhængigt af hinanden) har altså kendt en tradition herom, og de har været opmærksomme på det påfaldende i, at Jesus ikke desto mindre voksede op i Nazaret. De har forklaret denne ejendommelighed på hver på sin måde: Lukas, som lader Josef og Maria have deres hjem i Nazaret (hvor bebudelsen finder sted), motiverer flytningen til Betlehem med den af kejser Augustus beordrede folketælling. Matthæus antyder ikke noget om, at familien rejste til Betlehem; man får indtryk af at denne by var deres hjem. Først efter flugten til Egypten (foranlediget af Herodes' massakre på de uskyldige børn - en episode som Lukas ikke kender) lader Matthæus familien flytte til Nazaret. Af disse og andre grunde må man slutte, at de to evangelisters beretninger om Jesu fødsel ikke begge kan være historiske i alle enkeltheder.
Det er bemærkelsesværdigt, men ofte overset, at Paulus, til trods for den centrale plads som Jesus har i hans breve (som er skrevet inden Paulus' død i 60'erne), intet beretter om Jesu liv eller virksomhed forud for den sidste nadver. Om Jesu fødsel hører vi kun, at "da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven" (Gal.4,4). Paulus siger således intet om, at Jesus var født af en jomfru. Enten har han ikke kendt denne tradition (som ikke er bevidnet før i slutningen af 1. århundrede), eller han har misbilliget den, fordi den mindede ham om hedenske religioner, hvis det er rigtig, så har Jesus' forældre så have været gift, og ikke kun trolovet. En anden ligeså logisk mulighed er at Paulus ikke nævner det, da han allerede regner med at galatermenigheden ved dette, og ikke ser det vigtig at nævne det i Gal 3, der jo handler om hvordan Guds søn, gør os til Guds børn ved at løskøbe os fra lovens trællekår. I det hele taget er Paulus' breve ikke en fortælling om Jesu liv, men blot løsninger på menighederne stridigheder og problemer, der ikke handler om tvivl angående Jesu liv, men derimod om forståelsen af frelsen, loven, nadveren og lignende.
[redigér] Usikkerhed om Jesu fødselsår.
Den vestlige tidsregning har siden middelalderen været baseret på Jesu formodede fødselsår, der af munken Dionysius Exiguus blev udregnet til at være 753 år efter Roms grundlæggelse. Datoen for Jesu fødsel blev da defineret som d. 25. december i år 1 ante Christum natum ("før Kristi fødsel"), og det umiddelbart følgende år blev designeret som 1 Anno Domini ("i det Herrens år"). Der findes således ikke noget år 0, da årstallene egentlig er ordenstal og ikke kardinaltal. Historisk set er der dog en del problemer med nøjagtigt at stadfæste Jesu fødsel, da evangeliernes oplysninger kun stemmer dårligt overens med de historiske vidnesbyrd, vi ellers kender. Ifølge Matthæus bliver Jesus født, medens Herodes den Store regerer, men vi ved bl.a. fra Josefus, at han døde i år 4 f.Kr.. Lukas lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling, der fandt sted i år 6 e.Kr., ti år efter Herodes' død.
[redigér] Havde Jesus søskende?
Bibelen fortæller, at Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas, og havde mindst 2 søstre (Se bl.a. Mark 6,3). Det har dog voldt problemer for de kirkesamfund, der tror på, at Jomfru Maria forblev jomfru hele sit liv: Derfor findes der tre holdninger til spørgsmålet om Jesu søskene:
- Nogle mener, at Jesus fra Nazaret var enebarn. De argumenterer for, at ordet for brødre og søstre også kan bruges om fætre og kusiner.
- Andre mener, at han havde halvbrødre, hvoraf en, Jakob, blev den første biskop i Jerusalem. Ifølge f.eks. det apokryfiske skrift Jakobs præevangelium, berettes det, at Josef trolovede sig med Maria i en sen alder, efter at hans tidligere kone var død.
- Andre har den mere direkte fortolkning, at Jesus havde søskene, som var børn af Maria og Josef. At Maria skulle været forblevet jomfru hele sit liv, virker tilsyneladende også til at blive modsagt i Matt 1,25, der beretter, at Josef ikke lå med Maria før, hun fødte sin Jesus. Dermed må det næsten forudsætte, at han lå med hende efter fødslen.
[redigér] Jesus historicitet
For mange kristne må Jesu eksistens opfattes som aksiomatisk, idet kristendommen bygger på troen på Jesus som Guds søn. I praksis ved man dog meget lidt uafhængigt om Jesus, idet der ikke findes samtidige kilder, der dokumenterer hans eksistens. Der til skal det nævnes at dette er sandt for de fleste personligheder i oldtiden, Tacitus, Ceasar, Sokrates, Platon, o.s.v. De bibelske fortællinger om Jesu fødsel og liv er desuden skrevet på et tidspunkt, hvor forfatterne ikke har kunnet have førstehåndsviden om sagen.
Det eneste, vi i dag ved med sikkerhed, er at der omkring år 50 e.Kr. fandtes en jødisk gruppe, der var samlet om en person, som de kaldte Jesus. Der var dog på daværende tidspunkt en del prædikanter, der påstod, at de var profeter, og eftersom navnet Jesus var almindeligt dengang, kan der have eksisteret flere personer ved navn Jesus, der samlede grupper af mennesker omkring sig.
Pga. Paulus' yderst sparsomme referencer til Jesu liv har man således spekuleret i, om det er førnævnte gruppes Jesus, som Paulus henviser til i stiftelsen af kristendommen, eller om det har været en anden person ved navn Jesus. Nogen har endda gået så vidt som til, bl.a. også på baggrund af visse usammenhængende oplysninger i det Nye Testamente, helt at benægte Jesu eksistens som andet end et opdigtet sammensurium. Imidlertid anser langt de fleste historikere det for usandsynligt, at der ikke skulle have levet en rigtig person (eller flere), der har skullet været ophavsmand til mange af udtalelserne og centrum for - i det mindste en del - af de beskrevne begivenheder.
[redigér] Spørgsmål om Jesu opstandelse
At Jesus opstod er afgørende for den kristnes tro på Jesus, som frelser og Guds søn. Dette kan dog ikke videnskabelig ses som en troværdig påstand, om ikke af andre grunde så i det mindste fordi videnskaben kun kan arbejde med det, der kan måles og vejes.
Dog anses spørgsmålet om Jesu opstandelse faktisk af mange kristne, som et af de vigtigste beviser for kristendommens sandfærdighed. De argumenterer for, at det historisk set er langt mere sandsynlige, at Jesus faktisk opstod fra de døde, end at han ikke gjorde.
De har følgende påstande:
- Troen på Jesu opstandelse, og ikke hans lære eller død, var drivkraften for hele den Jesus-bevægelse, som bredte sig i det første tid. Derfor var beviset for, at Jesus faktisk var opstået grundlaget for hemmeligheden bag den store udbredelse kristendommen fik i det første århundrede. Uden et godt argument for Jesu opstandelse ville disciple aldrig have kunne udbrede budskabet om Jesus på den måde, som de gjorde.
- Ingen anden mulighed giver mening:
- Hvis Jesus’ lig stadig lå i graven ville dem, der havde slået Jesus ihjel, have vist liget frem, da disciplene begyndte at tale om Jesu opstandelse. De jødiske myndigheder gjorde alt for at stoppe forkyndelsen af den opstandne Jesus, men de viste aldrig liget frem. Hvorfor ikke? Det må været blevet væk.
- Det kunne skyldes, at disciplene stjal liget, men dette virke ikke sandsynlig, både fordi graven var bevogtet og fordi disciplene var fortvivlet, men særlig usandsynligt bliver det, hvis man forudsætter at disciplene var klar til at gå til verdens ende, blive forfulgt og udsat for tortur og dø en pinefuld dø, for noget, de godt vidste, var en løgn. Elleve af de tolv disciple blev sandsynligtvis henrettet for deres tro på den opstandne Kristus, og et sådan mod kan næsten kun skyldes, at de troede på det, de forkyndte.
- Teorier om Jesus som skindød og om at disciplene tog fejl af graven virker ligeledes meget svage.
- Teksterne om Jesu opstandelse er pålidelige: F.eks. ville en opdigtet tekst om opstandelsen aldrig tilskrive kvinder, som de første vidner ved graven, som alle evangelieteksterne gør. Da kvinder ikke blev set som pålidelige vidner.
- Mange mennesker så Jesus efter hans opstandelse, deriblandt først of fremmest de 12 apostle. Dog går Paulus så langt, at han siger i Første Korintherbrev 15, at 500 mennesker så Jesus på en gang efter hans opstandelse, og at de fleste af dem stadig er i live. (1 Kor 15,6) En tekst der ikke vil give mening, hvis ikke Paulus faktisk mente, man kunne gå over og spørge dem, om han taler sandt.
Kritikere af beretningerne om Jesu opstandelse har sjældent for alvor behandlet disse argumenter.
[redigér] Billeder af Jesus
Den største statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.
[redigér] Litteraturhenvisning
- Partisanen Jesus af Erik Nørgaard, Bogan 1975
- Den historiske Jesus af Børge Diderichsen, GAD 1977
- Jesus og Kristus af Villy Sørensen, Gyldendal 1992
