Valdensere
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Religion | |
| Abrahamitiske religioner | |
| jødedom - islam | |
kristendom Denne artikel er del af serien Kristendom |
|
| Skrifter | |
|
Bibelen · GT · NT |
|
| Trosartikler | |
| Treenigheden | |
|
Faderen · Sønnen · Helligånden |
|
| Mærkedage | |
|
Kirkeåret |
|
| Livscyklus | |
| Bønner | |
| Kirkeliv | |
| Dagligt liv | |
|
Kristen etik |
|
| Nye testamente | |
| Middelalderen | |
| Reformationen | |
|
Jan Hus · Martin Luther |
|
| Folkekirkelige retninger | |
|
pietisme · grundtvigianisme |
|
| Retninger | |
|
ortodoks |
|
| Kamp og splid | |
Valdenserne, Waldenses eller Vaudois er en kristen trosretning, hvor tilhængerne lægger vægt på fattigdomsidealet og et nøjsomt liv. Den blev grundlagt omkring 1173 i det nuværende Frankrig og fokus i de tidligste prædikener var promovering af sand fattigdom og en bogstavelig tolkning af teksten i bibelen. Bevægelsen blev kort efter erklæret kættersk og blev derfor brutalt forfulgt i løbet af 12. og 13. århundrede. Det betød at Valdenserne næsten blev udryddet, men den overlevede, og den valdensiske kirke eksisterer stadig.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Oprindelse
To forskellige teorier om valdensernes oprindelse har domineret, den ene, som især støttes af valdenserne selv, påstår at bevægelsens historie kan spores helt tilbage til den apostolske kirke, mens det almene synspunkt i den akademiske forskning er at den blev grundlagt ar kredsen omkring Peter Waldo, Valdes eller Vaudes
[redigér] Det apostolske ophav
Nogle forskere har hævdet at den valdensiske bevægelse har eksisteret siden apostlenes tid, argumentet bygger på at dens navn ikke stammer fra Peter Waldo, men fra det område, hvor gruppen levede (Vaudes i det nuværende Schweiz). Peter fik derfor sit navn fra en allerede eksisterende kirkeretning. En af fortalerne for teorien, Dr. Peter Allix, skrev i 1821:
- ”Nogle protestanter er i denne forbindelse faldet i den fælde, der var sat op for dem…Det er fuldstændigt forkert, at disse kirker nogensinde er blevet grundlagt af Peter Waldo…det er en ren forfalskning.”[1]
- Det er ikke sandt, at Waldo gav navn til indbyggerne i disse dale; de blev kaldt valdensere eller vaudes før hans tid, efter de dale hvori de boede.[2]
[redigér] Almene synspunkt
At den valdensiske bevægelse blev grundlagt i forbindelse med Peter Waldos prædikerne er i dag det alment accepterede synspunkt, både i akademiske kredse og i den moderne valdensiske kirke. Peter Waldo var en velhavende købmand i Lyon, der i 1173 gav af-kald på alle sine jordiske besiddelser og begyndte at prædike på byens gader. Hans be-grundelse var at han var blevet nedtrykt over sin egen overflod, mens mennesker omkring ham intet ejede. Han blev nu en omvandrende prædikant, med en filosofi der mindede om Frans af Assisis.
I middelalderen krævede det en tilladelse fra øvrigheden at prædike, og den fik han ikke fra biskoppen i Lyon, og derfor mødte han op ved det 3. Laterankoncil i 1179, hvor han fik foretræde for pave Alexander III. En af diskussionerne mellem dem er blevet refereret af Walter Map, i De Nugis Curialium; paven, der beundrede Peters fattigdomsideal, forbød ham dog at prædike medmindre han havde en tilladelse fra de lokale kirkelige myndigheder. Peter fortsatte alligevel sin prædiken uden de nødvendige tilladel-ser, det betød at han selv og den gruppe af tilhængere han havde samlet, blev ekskommunikeret og derpå tvunget ud af Lyon. I 1184 blev bevægelsen derfor erklæret kættersk af den katolske kirke, især pga. deres afvisning af det kirkelige hierarki, og fordi de vovede at prædike udenfor det klerikale system og dermed uden Helligåndens inspiration. Derudover blev de anklaget for en række andre fejl herunder for selv at oversætte dele af bibelen til folkesproget Oversættelser godkendt af kirken eksisterede allerede.
Peter Waldo og hans tilhængere reagerede på forfølgelsen ved at udvikle en taktik, hvor de kunne rejse fra by til by, for i hemmelighed at mødes med små valdensiske grupper. Møderne bestod i bekendelse af sine synder og en gudstjeneste. Den lokale gruppe ville beskytte de rejsende og sørge for deres videre færd. Disse rejsende valdensiske prædi-kanter blev kendt som barba, og kunne både være mænd og kvinder, alene tanken om kvindelige prædikanter var en uhørt nyskabelse.
[redigér] Troslære
Det meste vi ved om valdensernes egne forestillinger i denne periode stammer fra to rapporter, udfærdiget af Reinerius Saccho i 13. århundrede. Han var en tidligere kathar, der var konverteret til katolicismen, men som nu arbejdede for inkvisitionen.[3] Reinerius lavede bl.a. en optegnelse over, det han hævdede, var bevægelsens centrale trossætninger, af den fremgår det at valdenserne anså sig selv for at være de sande repræsentanter for den apostolske kristne tro. Andre vigtige elementer i deres ideologi var:
- At udsmykning var overfladisk og ikke havde nogen sand betydning.
- Deres lydighed skulle udelukkende være rettet mod Gud, og ikke mod præster, for intet menneske var mere end et andet I kirken.
- Pavestolen var hovedkilde til alle den katolske kirkes fejl, herunder mord begavet som følge af inkvisitionen og korstogene.
- Jorden skal ikke være delt op i forskellige lande, og nægtede at sekulær vold havde nogen legitimitet, og i stedet anså for at være en dødssynd.
- Præster, herunder biskopper og abbeder, skulle ikke have mulighed for at besidde ejendom eller fyrstelige rettigheder.
- Alle kirkens sakramenter, herunder ægteskabet, havde ingen ef-fekt.[4]
Valdenserne anså sig selv, igennem hele den tidlige periode, for fortsat at være en del af den katolske kirke og anerkendte fortsat de tidlige kirkefædres teologi. Bevægelsen absorberede andre grupper, heriblandt Humiliati og oplevede selv intern splittelse, fx da lombarderne begyndte deres egen reformation.
[redigér] Den Romersk-katolske kirkes reaktion
Fordømmelse af valdenserne som kættere i 1184 og den hårdere kurs mod skismatikere generelt efter 4. Laterankoncil in1215 førte til en radikalisering og de antikatolske elementer i bevægelsens ideologi blev derfor yderligere forstærket. Nu blev alle former for klerikalt kirkeligt hierarki afvist, aflæggelsen af en ed blev betragtet som en synd, alle skulle have mulighed for at prædike, og læsning af bibelen var det eneste der nødvendigt for at blive frelst, mens idéen om Skærsilden, relikvier og ikoner blev afvist.
Allerede i 12. århundrede havde greven af Savoyen givet valdenserne asyl, dette vakte naturligvis vrede i Rom, selvom greven selv forblev en stærk tilhænger af den ortodokse katolicisme. Pavemagten tolererede tilstedeværelsen af fx store muslimske befolkningsgrupper i det normanniske kongerige på Sicilien, men kristne sekter var helt uacceptable.
Da det Albigensiske korstog blev iværksat i 1208 for at undertrykke katharerne, blev de af den etablerede kirke associeret med de valdensiske grupper, og begge bevægelser blev derfor forfulgt under felttoget. Katharerne blev fordømt omtrent på samme tidspunkt som valdenserne og øvrigheden skelnede ikke skarpt mellem dem, selvom deres centrale trosforestillinger var meget forskellige. Katharerne var tilsyneladende i lighed med andre bogomilske bevægelser dualister og modalister, modsat valdenserne, der i overvejende grad var ortodokse trinitarer. Trods dette var der en række ydre ligheder mellem de to grupper; det var begge folkelige bevægelser, der involverede offentlige prædikener og som afviste det klerikale hierarki. Den officielle kirke søgte i forvejen at hæmme prædiken for lægfolk, da præsternes uddannelsesniveau ikke altid var tilstrækkeligt, det betød at de folkelige bevægelser kunne udnytte det hul den manglende prædiken havde skabt, og de fik gode vækstmuligheder. Konkurrencen fra lægbevægelserne var derfor alvorlig, og pavemagten måtte slå hårdt igen. Den manglende institutionalisering hos disse bevægelser betød dog også, at trosopfattelserne kunne variere meget mellem de forskellige fraktioner indenfor grupperne. Den valdensiske bevægelse udviklede sig derfor i mange forskellige retninger, efterhånden som den spredte sig til an-dre områder i Europa, fx Frankrig, Italien, Tyskland og Böhmen.
I begyndelsen af 13. århundrede døde Peter Waldo, mens korstoget mod katharerne og valdenserne stod på, formentlig et sted i Tyskland, han blev aldrig arresteret og hans skæbne er i dag ukendt. I modsætning til katharerne overlevede valdensiske menigheder spredt udover hele Europa, især i Frankrig, Norditalien og Sydtyskland. Inkvisitionen begyndte en målrettet indsats mod bevægelsen i 1230, hvor de målrettet forsøgte at ramme dens ledere, og tyve år senere var den næsten forsvundet i Frankrig. Forfølgelsen for-satte dog i flere århundreder. Et nyt korstog mod Valdenserne blev sat i gang i 1487 i Dauphiné og byer og landsbyer blev fortsat ødelagt af pavens repræsentanter i 16. århundrede, men da var mange valdensere var blevet absorberet ind i den protestantiske bevægelse.
[redigér] Valdenserne efter Reformationen
Hidtil havde valdenserne betragtet sig selv som katolikker og havde delt mange trosforestillinger og ritualer med den ortodokse katolske kirke, men i løbet af 16. århundrede ænd-rede de sig i en protestantisk retning. Jean Calvins lære, som i realiteten adskilte sig meget fra det vi ved om Peters Waldos, blev en vigtig inspirationskilde, og på dette tidspunkt var de italienske valdensere blevet til en gren af de reformerte kirker.
Da nyheden om Reformationen nåede valdenserne sluttede bevægelsen sig til protestanterne: på en synode i 1526 i Laus, en by i Chisonedalen besluttede lederne, at der skulle sendes en delegation af sted, der kunne undersøge begivenhederne nærmere. De schweiziske og franske reformerte kirker sendte derefter William Farel og Anthony Saunier til den franskevValdensiske synode, hvor de opfordrede dem til at slutte sig til dem og derved træde frem af deres skjul. En reformert trosbekendelse blev udformet og de franske valdensere begyndte at afholde deres gudstjenester i åbenhed. Den franske konge Frans 1. igangsatte derpå et korstog i 1545, der endte med en massakre, der endeligt udryddede valdenserne i Frankrig. I Böhmen og Tyskland sluttede de valdensiske menigheder sig til de lokale protestantiske kirker.
Nyere bevægelser som anabaptister og baptister peger ofte på valdenserne som et forbilleder på deres egne bevægelse. De lægger især vægt på deres uafhængighed af en etableret kirke, og deres tro på den troendes ”selvdåb” og samtidige afvisning af barne-dåben. Andre kristne har i nyere tid peget på andre af valdensernes dyder og forestillin-gen om deres særlige forbindelse til den oprindelige apostolske kirke.
[redigér] Moderne valdensere
[redigér] Italien
Efter mange århundreders forfølgelse opnåede valdenserne trosfrihed i Kongeriget Sardinien]] I 1848 af kong Carlo Alberto af Piemonte. Siden da har den valdensisk evange-liske kirke spredt sig til hele den Italienske halvø. Under den tyske okkupation af Italien i slutningen af 2. Verdenskrig, tog Valdenserne aktivt del i forsøget på at redde jøder fra Holocaust, ved at skjule dem i de samme bjergdale, hvor deres forfædre selv havde skjult sig under tidligere tiders forfølgelser. I 1975 sluttede valdenserne sig sammen med metodisterne, og indgår nu på verdensplan i World Methodist Council.
[redigér] Sydamerika
De første valdensiske emmigranter fra Italien ankom til [[Kolonialiseringen af Sydamerika|Sydamerika i 1856, og den valdensiske kirke i Argentina og Uruguay tæller I dag ca. 40 menigheder med omkring 15.000 medlemmer.
[redigér] USA
Allerede fra tidligt i nordamerikanske koloniers historie rejste valdensere dertil, pga. religionsfriheden der. De bosatte sig især i det område, der i dag udgjordes af staterne New Jersey og Delaware. En af underskriverne på USA’s uafhængighedserklæring, Willi-am Paca var af Valdensisk afstamning.
I 19. århundrede ankom en ny bølge af især italienske valdensere til Amerika, de dannede nye samfund i New York, Chicago, Monett, Galveston and Rochester og som den største Valdese, North Carolina. I 1906 tog menigheden i New York initiativ til at alle valdensiske organisationer i USA gik sammen, og det stadig eksisterende The American Waldensian Aid Society (AWS) blev derfor dannet (i dag: American Waldensian Society). Arbejdet består i dag mest i at skabe og vedligeholde bånd mellem valdensiske grupper i Nordamerika og dem, der findes i Europa og Sydamerika. I løbet af 1920’erne betød den kulturelle assimilation at de fleste valdensiske menigheder sluttede sig til de presbyterske kirker. En lille uafhængig gruppe i Ohio kalder sig selv "The Old Waldensian Church of Anabaptists".
[redigér] Tyskland
i 1698 flygtede omtrent 3000 valdensere fra Piemonte i Italien til det sydlige Tyskland, hvor de bosatte sig i Rhindalen. Størstedelen vendte siden tilbage til Piemonte, men en lille gruppe forblev i Tyskland, hvor de siden blev assimileret i de lokale protestantiske kirker. Ti stadigt eksisterende menigheder hævdes at være grundlagt af denne gruppe valdensere.
